Evia

Evia, Euboia, græsk ø; den største ø efter Kreta, beliggende i den vestlige del af Det Ægæiske Hav tæt på fastlandet; 3661 km². Sammen med øen Skiros mod NØ udgør Evia det 4167 km² store amt af samme navn med 210.815 indb. (2011), hvor Chalkis (Halkida) er hovedbyen.

Eviabugten og det smalle Evriposstræde, en sænket floddal med vanddybde på 6-8 m, adskiller øen fra fastlandet. Her findes unikke strømforhold, der skifter fra nord til syd mellem 5 til 12 gange i døgnet. Petali-øerne ud for havnebyen Marmari ejes i dag af græske skibsredere.

Evia er en bjergrig ø og udgør en del af Attika-Kykladebjergmassivet, der strækker sig ud i Det Ægæiske Hav. I den nordlige og sydlige del findes betydelige mineralske forekomster, mens den centrale og sydlige del har kalksten, marmor, brunkul og mergel. I NØ ved landsbyen Oxylithos findes en pliocæn vulkan. Der er få mindre floder, og øen er i NV og i Ø beklædt med skov, mens den sydlige har frugtbar landbrugsjord. Det højeste bjerg, Dirfis (1743 m), ligger midt på øen og har skisportscenter. Nordøstkysten er klippefyldt og har i modsætning til sydvestkysten kun få havne. Fra øens vestkyst er der flere skibsforbindelse til fastlandet og fra havnebyen Kimi på østsiden er der flyvebåde til øen Skiros og andre nordægæiske øer.

I bjergområderne og på de mindre højsletter findes hyrdedrift med geder, får og køer. Omkring en tredjedel af arealet er dyrket, og på de mange frugtbare sletter og i dalene produceres kartofler, hvede, tomater, citrusfrugter og oliven.

Evia har en omfattende fjerkræproduktion samt skovbrug og fiskeri. Det meste af industrien ligger omkring Chalkis (fødevarer, metalvarer, træ, tekstil, beklædning). Øen har en betydelig minedrift; vigtigst er magnesit til ildfaste sten i Europas industriovne samt nikkel og bauxit, som produceres på øens nordlige og østlige del. Desuden brydes brunkul ved Aliveri, der bruges direkte til fyring i kraftværket ved Karavos. Marmor brydes helt i syd ved byerne Stira, Marmari og Karistos. Stiramarmor har været anvendt siden oldtiden, og ved Karistos brydes og eksporteres grøn og hvid cipollinomarmor.

Øen har trods mange historiske seværdigheder en beskeden udenlandsk turisme, men er et eftertragtet feriested for Athens indbyggere, og her findes mange fritidshuse og 19 campingpladser. Loutra Edipsou på den nordvestlige del af Evia har siden oldtiden været kendt for sine mineralske kilder og er i dag en international kurby med ca. 60 helbredende kilder og kurhoteller. I havnebyerne ligger talrige frankiske og venetianske borgruiner.

Evia var fra 300-tallet til 1200-tallet en del af Det Byzantinske Rige. 1261-1470 kontrollerede bystaterne Venedig og Genova øen, men i 1470 efter slaget ved Chalkis kom øen under ottomansk herredømme, hvorunder den mistede sin tidligere velstand og store betydning; i 1833 blev øen atter græsk.

For øens antikke historie, se Euboia.