Chania, Khania, Canea, amt på det vestlige Kreta; 2376 km2, 156.585 indb. (2011). Et bjergrigt og frodigt område domineret af det 2453 m høje bjergmassiv Lefka Ori, Samariakløften og nationalparken på øens sydvestkyst. Der dyrkes citrusfrugter og grøntsager til eksport, men også husdyravl (især får og geder) har betydning.

Havnebyen Chania på nordkysten er med 53.910 indb. (2011) Kretas næststørste by og amtets hovedstad. Handel og turisme er i stigende omfang byens hovederhverv.

Den gamle bydel, der ligger rundt om flere mindre havnebasiner, er omgivet af rester af venetianske mure og omfatter bl.a. borgen Kastelli fra 1200-t. med rester af Agios Markos-buen og med Djamissi-moskéen (1645), kvartererne Chiones, Splanzia med Agios Nikolaos-kirken og det gamle jødekvarter Evraiki. Den gamle bydels huse er stærkt præget af venetiansk arkitektur og administration. Der er mange museer, bl.a. et arkæologisk, et historisk, et maritimt og et byzantinsk.

Fem km øst for byen i Soudabugten ligger en af Middelhavets smukkeste og største dybtvandsankerpladser, hvor bl.a. den amerikanske middelhavsflåde har base. En moderne lufthavn ligger 14 km nordøst for byen på halvøen Akrotiri. Der er direkte færgeforbindelse fra Piræus til den nye havn ved Kastelli Kisamou vest for byens centrum og til Soudabugten.

Læs mere om Kreta.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig