Arta er en græsk by ved foden af Arachthosbjerget i den vestlige del af Centralgrækenland. Den har 24.100 indbyggere (2021). Arta er også navnet på det omgivende amt.

Byen ligger på syv små høje, delvist omgivet af floden Arachthos og antagelig på stedet for den oldgræske by Ambrakia. Den er kendetegnet ved middelalderborgen Frourion fra 1200-tallet, som i dag delvist er ombygget til hotel, og ved en række middelalderkirker, hvoraf den tidligere domkirke Panagia Paragoritissa, bygget mellem 1282-1289 med seks kupler og originale mosaikker, er den mest seværdige. Nord for byen ligger den berømte Arta-bro, der sidst blev ombygget i 1612.

Byen har småindustri primært til bearbejdning af landbrugsafgrøder, og turismen er beskedent udviklet.

Artas historie

I oldtiden hed byen Ambrakia. Den blev koloniseret af Korinth i 600-tallet f.v.t. Efter Det Byzantinske Imperiums opløsning i slutningen af 1400-tallet var den i perioder center for et selvstændigt Epiros. Senere var byen underlagt venetiansk og osmannisk herredømme og blev indlemmet i Grækenland i 1881 efter en stormagtsbeslutning i Berlin i 1878. Under 2. Verdenskrig var byen besat af italienske soldater fra 1941-1943.

Det omgivende amt Arta

Arta er også navnet på det amt, hvor Arta by ligger. Amtet dækker 1662 km2 og har 63.900 indbyggere (2021). Det omfatter mod nordøst dele af Pindosbjergkæden. Mod sydvest ligger Erivolosletten, som udgør et frugtbart, drænet og kunstvandet landbrugsområde med en af landets vigtigste produktioner af citrusfrugter; på de tørre jorder dyrkes oliven. Floden Arachthos gennemskærer amtet, og nord for byen Arta er floden dæmmet op til en 20 km2 stor sø med et tilhørende vandkraftværk.

I amtet ligger flere kirker og klostre fra middelalderen, bl.a. Kato Panagia, en byzantinsk kirke, der i dag er nonnekloster. Mange broer er fra samme periode.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig