Rekonstruktioner af bygninger fra omkring år 1000 opført i Qassiarsuk
Bolighus og kirke som de så ud på Erik Den Rødes tid. Langhuset er rekonstrueret på grundlag af det ældste hus, der blev udgravet på Gården under Sandet i Vesterbygden. Den lille kirke er rekonstrueret ud fra den lille, såkaldte Tjodhildes kirke, der blev udgravet i Qassiarsuk i begyndelsen af 1960' erne
Rekonstruktioner af bygninger fra omkring år 1000 opført i Qassiarsuk
Licens: CC BY SA 3.0

Det norrøne Grønland betegner de ca. 450 år, hvor nordiske bønder-jægere bosatte sig i Grønland. Perioden strækker sig fra slutningen af 900-tallet til første halvdel af 1400-tallet, hvor bebyggelserne antages at være affolket. Dette nordisk landnam var en af vikingetidens sidste migrationer.

Islandske beretninger fra middelalderen understøtter, at der i denne periode var islandsk kolonisation af Grønland, og arkæologiske undersøgelser i de sydvestgrønlandske områder bekræfter nordiske bosætninger i områderne omkring Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Ivittuut, Paamiut og Nuuk.

I årene ca. 700 til 1350, beboede også palæo-inuit i Grønland, og i ca. 1150 indvandrede inuit fra Canada. Flere kulturer eksisterede således parallelt i Grønland denne periode.

Erik den røde anlægger Brattahlið

Ifølge skriftlige kilder anlagde den islandske bonde Erik den Røde gården Brattahlið i Østerbygden i 985. Stedet er identificeret med bygden Qassiarsuk. Andre kolonister, der fulgte Erik fra Island til Grønland, slog sig ned i de omkringliggende fjorde, mens enkelte fortsatte videre til den nordligere beliggende Vesterbygd ved Nuuk.

Omkring år 1300 skal der ifølge skriftlige kilder have været 120 gårde i Østerbygden og 90 i Vesterbygden.

Kristendom i det norrøne Grønland

Omkring år 1124 udpegede den norske konge Sigurd Jorsalfarer grønlændernes første biskop, Arnald. Storgården Garðar blev bispesæde frem til 1378, hvor den sidste bisp, der residerede biskop i Grønland, døde.

Kirkerne i Østerbygden og en i Vesterbygden

I den norske præst Ívar Bárðarsons Grønlandsbeskrivelse fra slutningen af 1300-tallet opregnes 12 kirker i nordbobygderne; 11 i Østerbygden og en i Vesterbygden. Kirkerne var alle knyttet til en gård. To af kirkerne i Østerbygden lå ifølge Ívar til henholdsvis et Augustiner-munkekloster og et Benediktiner-nonnekloster.

Arkæologisk er der registreret 16 gårde i Østerbygden, hvortil der har været knyttet en kirke. I Vesterbygden er der registreret tre gårde med tilhørende kirker.

Kontakten til Norden

De norrøne grønlændere tilsluttede sig kong Håkon 4. Håkonssons Norgesvælde i 1261, og de blev herefter skattepligtige over for den norske konge. Formentlig har kongen til gengæld måttet love at opretholde sejladsen til Grønland og dermed sikre handelen for nordboerne.

I løbet af senmiddelalderen svandt kontakterne til nordbobygderne i Grønland ind. Sidste bevarede skriftlige livstegn fra nordbobygderne er et brev udfærdiget på bispesædet Garðar i 1409. I brevet bevidnede to præster, der var tilknyttet bispesædet, et ægteskab, der blev indgået i Hvalseyfjordens kirke året før. Sidste kendte officielle sejlads fandt sted 1410.

Arkæologisk udforskning

Husgeråd forarbejdet af lokal fedtsten, drivtømmer og horn. Kun knivens blad og båndene omkring det store trækar er af importeret jern. Trælåget nederst til højre i billedet har en diameter på 17 cm.
/Nationalmuseet.
Licens: CC BY 2.0

De første systematiske videnskabelige undersøgelser af nordbokulturen i Grønland blev indledt i begyndelsen af 1830'erne på initiativ af det nyligt oprettede Kongelige nordiske Oldskriftselskab. Skriftlige kilder blev indsamlet i arkiver i Danmark og i udlandet, og i Grønland blev danske embedsmænd opfordret til at lokalisere og undersøge nordboernes efterladte kirker og gårde.

Det omfattende projekt blev afsluttet med det monumentale trebindsværk Grønlands Historiske Mindesmærker, der udkom i årerne 1838–1845.

Østerbygdens og Vesterbygden ruingrupper registreres

Med oprettelsen af Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland i 1878 blev udforskningen af Grønland en statsopgave og undersøgelser i nordbobygderne blev en del af de systematiske opmålinger af Grønland. I 1880 fik søofficeren Gustav Holm til opgave at foretage topografisk-arkæologiske undersøgelser i Julianehaabs Distrikt, hvor Østerbygdens ruingrupper blev registret og nogle få arkæologisk undersøgt.

Kaptajn Daniel Bruun fortsatte registreringerne og de arkæologiske undersøgelser, først i Østerbygden i 1894 og siden, i 1903, i Vesterbygden.

De store gårdanlæg bliver undersøgt

I 1921 overgik arbejdet til Nationalmuseet i København, og i perioden frem til 1940 blev de store gårdanlæg Brattahlíð, Garðar og Herjolfsnæs i Østerbygden og Sandnæs og Anavik i Vesterbygden undersøgt under ledelse af Poul Nørlund og fra 1930 af Aage Roussell.

Særlig Poul Nørlunds undersøgelser af kirkegården på Herjolfsnæs i 1921 vakte international opsigt på grund af det store fund af velbevarede dragter fra middelalderen. I begyndelsen af 1960'erne udgravedes den lille såkaldte Tjodhildes kirke på Brattahlið under ledelse af Jørgen Meldgård og siden Knud J. Krogh.

I 1982 overgik ansvaret for det antikvariske arbejde i Grønland til det daværende Grønlands Landsmuseum, i dag Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, som i årene stod for den store udgravning af "Gården under Sandet" i perioden 1991–1996. Første gang i nordboarkæologiens historie var det her muligt at undersøge nordbogårdens udvikling fra anlæggelsen omkring år 1000 frem til affolkningen af gården i sidste halvdel af 1300-årene.

Livet i bygderne

Strudhætte fra kirkegården på Hertjolfsnæs

Strudhætte fundet i grav på kirkegården på Herjolfsnæs, Ikigaat. Strudhætten var meget populær i Europa og findes afbildet på adskillige billeder fra middelalderen. Den grønlandske strudhætte er fremstillet i Grønland af grønlandsk uld i uldens naturlige farver. Hætten her var oprindelig lys grå. Struden var næsten 70 cm lang.

Strudhætte fra kirkegården på Hertjolfsnæs
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY 2.0

I modsætning til inuits bosætning, der lå nær kysten, findes nordbobebyggelsen i de indre dele af de store sydvestgrønlandske fjordkomplekser, hvor de klimatiske forhold tillod dyrehold i et vist omfang.

Husdyr, jagt og fiskeri

Gårdene lå spredt enkeltvis i terrænet og afspejler nordboernes afhængighed af græsningsarealer til køer, heste og navnlig får og geder, der var de dominerende husdyr. Nordboerne var endvidere afhængige af fiskeri og jagt på især rensdyr og sæl.

Nordbobygderne var ikke selvforsynende. Ifølge det norske middelalderskrift Kongespejlet blev der importeret jern og tømmer til husbygning; desuden var den ideologiske og kulturelle kontakt med Skandinavien vigtig for nordboernes selvforståelse.

Arkitektur

Kirkearkitekturen fulgte udviklingen i det øvrige nordatlantiske område og i Skandinavien. De ældste kirker var formentlig bygget af træ og omgivet af beskyttende mure af tørv; senere dominerede byggeri af sten og tørv.

Gårdene bestod af et varierende antal bolig-, økonomi- og redskabshuse, der enten kunne ligge spredt over et større område, således som det kendes i Skandinavien, eller de kunne være bygget så tæt sammen, at de udefra fremstod som en stor, samlet husblok. Sidste gårdstype var særegen for nordbobygderne i Grønland.

Import og eksport

Enkelte redskaber af jern blev importeret, andre blev fremstillet i Grønland af importeret jern fra Norge. Alt andet blev fremstillet af lokale råvarer efter skandinaviske forbilleder. For eksempel viser det store fund af middelalderdragter i gravene på kirkegården ved Herjolfsnæs klart, at europæiske tøjmoder blev fulgt ganske nøje.

Nordboernes vigtigste eksportvarer var skind, reb af hvalroshud og, ikke mindst, hvalrostænder. Hvalros fangede de på fangstture nordpå langs Grønlands vestkyst. Ruinen af et mindre stenopbygget hus på halvøen Nuussuaq i Disko Bugt tilskrives nordboerne, og den antages at have været et opbevaringshus for fangsten.

Fund af norrøne genstande på bopladser fra den inuitiske Thule-kultur på begge sider af Smith Sund, i Nordgrønland og på Ellesmere Island vidner om, at nordboernes fangstrejser førte dem nord for Melville Bugt.

Nordboernes rejser

Det er endnu uklart, i hvor stor udstrækning nordboerne i øvrigt besøgte det nordamerikanske kontinent. I de islandske sagaer berettes om sejladser til Vinland, Helluland og Markland omkring år 1000, og ved L'Anse-aux-Meadows på nordspidsen af Newfoundland er der lokaliseret ruiner af tørveopbyggede huse, som tilskrives nordboer og henføres til tiden omkring 1000. Stedet tolkes som en baselejr for nordboernes videre rekognosceringer langs den nordamerikanske østkyst.

Et enkelt årbogsnotat omtaler et skib, der kom fra Grønland til Strømfjorden i Island i 1347. Skibet, der have 18 mand ombord, havde været i Markland; det er forslået, at skibet havde været der for at hente tømmer.

Affolkning af bygderne

I løbet af senmiddelalderen svandt kontakterne til nordbobygderne i Grønland ind. Sidste bevarede skriftlige livstegn fra nordbobygderne er breve, som blev skrevet på bispesædet i Skálholt i Island i forbindelse med et islandsk pars bryllup i 1408 i Hvalseyfjordens Kirke i Østerbygden.

Arkæologiske fund i Østerbygden tyder på, at livet her ebbede ud i løbet af 1400-tallet. Vesterbygden antages at være affolket allerede i slutningen af 1300-tallet.

Hvorfor blev bygderne affolket?

Årsagerne til nordbobygdernes affolkning er endnu ikke fuldstændig klarlagt. Forklaringer, der alene tager udgangspunkt i enkeltbegivenheder som overfald af inuit eller europæiske sørøvere, er opgivet, selvom det naturligvis ikke kan afvises, at sammenstød mellem inuit og nordboer kan have fundet sted.

Nye antropologiske undersøgelser af skeletmaterialet fra de norrøne kirkegårde har imødegået gamle teorier om sygdom og degeneration. Det er den almindelige opfattelse, at affolkningen skal ses som resultatet af et uheldigt samspil mellem flere faktorer.

Klimaundersøgelser viser, at den norrøne bosætning i Grønland fandt sted ved afslutningen af en længere varmeperiode. Ændrede klimatiske forhold til det koldere og mere ustadige kombineret med for tung udnyttelse af de sårbare vegetationsresurser kan have forringet betingelserne for husdyr betragteligt.

Men hele forklaringen kan det ikke være, da nordboernes økonomi var en blandingsøkonomi, hvori også fangst og fiskeri spillede en vigtig rolle. Ændrede politiske forhold i Skandinavien og ændrede handelsmønstre i Europa synes at have isoleret de fjerne bygder, og det har påvirket både det økonomiske og det kulturelle system i Grønland i negativ retning.

Befolkningstallet er med udgangspunkt i demografiske analyser anslået til 2000-3000 personer, da bosætningen var på sit højeste i midten af 1200-tallet. Med et så lavt befolkningstal ville en kombination af udvandring på grund af forringede livvilkår, sygdomme, ulykker og stridigheder med tab af menneskeliv, både interne og med inuit, uafvendeligt føre til affolkning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig