Nuussuaq (halvø i Grønland)

Den østlige halvdel af halvøen Nuussuaq opbygges hovedsagelig af 2,5 mia. år gamle gnejser og amfibolitter, der knytter sig til grundfjeldet i Uummannaqområdet. Langs sydkysten ses stejltstillede kvartsitter, vulkanitter og båndede jernmalme, opfoldet i forbindelse med kollisionen af to mikrokontinenter for 1,8 mia. år siden. I begyndelsen af Sen Kridt, for 100 mio. år siden, dannedes i forbindelse med åbningen af Davisstrædet flere forkastningssystemer, og på den indsynkende kontinentrand afsattes indtil Tidlig Tertiær en over 3 km tyk sedimentær lagserie med vekslende lag af sandsten, skifer og kul. Aflejringerne blev afsat af floder, der afvandede store dele af det dengang isfrie Grønland, og et stort delta opstod, som i Sen Kridt dækkede det østlige Disko, Nuussuaq og ydre del af Uummannaqfjorden. På den østlige del af Nuussuaq og på Disko dækkes disse aflejringer af andre sedimenter rige på fossiler af varmekrævende planter afsat i dybe søbassiner. I Tidlig Tertiær, for ca. 60 mio. år siden, begyndte en vulkansk aktiv periode med dannelse af pudelava og glasbreccier, der først fyldte bassinerne op fra vest mod øst. Til sidst nåede lavaen op over vandoverfladen og dannede strømme af pladelava, der findes som plateaubasalt. Forkastninger i Sen Tertiær har forstyrret lagserien, og Nuussuaq og Disko er blevet hævet ca. 1 km i forhold til niveauet for Kridt-Tertiær-grænsen. Flere steder langs kysten af Nuussuaq ses marine terrasser i 60-70 m højde, afsat da istidens gletsjere smeltede bort fra Nuussuaq for ca. 10.000 år siden.

Nuussuaqhalvøen rummer et varieret og interessant arkæologisk materiale. 1778-1924 blev der brudt kul vest for Saqqaq. På halvøens vestside lå udstedet Nuussuaq, der blev oprettet som hvalfangeranlæg i 1794; bygningerne blev brændt ned af briter i 1818. Nuussuaq blev udsted igen i 1825 og nedlagt i 1938.