Narsarsuaq, lufthavn og bosætning i Sydgrønland i Kommune Kujalleq; 116 indb. (2016). Lufthavnen har ruteflyforbindelse til København og Nuuk og fungerer som base for den betydelige turisme i regionen. De bedste af bygningerne fra 2. Verdenskrig er indrettet til faciliteter for servicepersonale og turister; et museum viser stedets historie, og der er hotel og vandrerhjem. I omegnen er der gjort omfattende forsøg med træplantning. På den modsatte side af fjorden ligger Brattahlíð, hvor Erik den Røde i år 985 valgte at slå sig ned.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet er grønlandsk med betydningen 'den store slette'.

Narsarsuaq blev anlagt som flyveplads af amerikanerne 1941-42 med navnet Bluie West One. 1957-58 forlod amerikanerne gradvis Narsarsuaq, men flyvepladsen blev genåbnet 1959 som base for en redningstjeneste og den ismeldecentral, der blev oprettet som følge af det nybyggede, danske passagerskib Hans Hedtofts forlis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig