Zeusstatuen i Olympia. Kobbermønt præget i 100-tallet e.v.t. i landskabet Elis på Peloponnes, hvor byen Olympia ligger. Det lille møntbillede regnes for den pålideligste gengivelse af Fidias' berømte chryselefantine statue af den tronende Zeus, der holder et scepter og en figur af sejrsgudinden Nike. På græsk står Eleion, dvs. 'eleernes mønt'. Kobbermønten kendes i relativt få eksemplarer; diam. ca. 27 mm. Museo Archeologico, Firenze.

.

Zeusstatuen i Olympia var et af Verdens Syv Underværker og et af billedhuggeren Fidias' berømteste værker. Statuen i træ af den græske gud Zeus i siddende stilling var ifølge overleveringen 12 m høj, belagt med guld og elfenben (chryselefantin) og stod i Zeustemplet i Olympia. I 1950'erne fandt man rester af Fidias' værksted i Olympia, som bekræftede statuens datering til ca. 430 f.v.t.

Templet blev ødelagt i 426 e.v.t., og statuen blev muligvis ødelagt samtidig. Der findes i dag ingen præcise kopier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig