Pella, græsk by og amt NV for Thessaloniki. Amtet er 2506 km2 stort med 139.680 indb. (2011), og hovedbyen er Edessa. Byen Pella har ca. 2400 indb. (2011).

Pella blev antagelig grundlagt af kong Archelaos i slutningen af 400-t. f.Kr. og var fra ca. 400 f.Kr. hovedstad i Makedonien. Byen udvidedes under Filip 2. og hans søn, den senere Alexander 3. den Store, er født her.

Kongepaladset lå på akropolen, og efter de seneste ombygninger, sandsynligvis under Filip 5. i slutningen af 200-t. f.Kr., omfattede det 60.000 m2. Paladset bestod af tre arkitektoniske anlæg, der var centreret om hver sin peristylgård og bundet sammen af en facade mod syd bestående af en lang dorisk søjlehal med et monumentalt portanlæg.

Agoraen var på alle fire sider omgivet af søjlehaller. Syd for agoraen lå en række private paladser, der er kendt for deres velbevarede mosaikker med mytiske fremstillinger og genrescener.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig