Brauron, helligdom for gudinden Artemis, nuværende Vraona på østkysten af Attika ca. 40 km fra Athen. Brauron var kultsted fra ca. 750 f.Kr. I 400-t. f.Kr. bestod anlægget af et tempel, søjlehaller med spiserum m.m. Et særtræk ved kulten var indvielsen til voksenlivet af piger på 10-13 år. Under navn af "bjørne", iført safrangule klæder og nogle med bjørnemasker, gennemgik de flere riter. I helligdommen er der fundet mange statuer, der gengiver disse piger.