Faktaboks

Konstantinos Karamanlis
Født
1907
Død
1998

Konstantinos Karamanlis, 1907-1998, græsk statsmand, premierminister 1955-63 og 1974-80, præsident 1980-85 og 1990-95.

Karamanlis var en af de mest dominerende skikkelser i græsk politik i sidste fjerdedel af 1900-t. Hans løbebane begyndte for alvor med udnævnelsen til minister for offentlige arbejder i 1952 under Alexandros Papagos. Ved Papagos' død i 1955 blev Karamanlis udpeget til efterfølger. I 1963 trådte han tilbage efter en kontrovers med kongehuset og drog i selvvalgt eksil i Paris.

Efter juntaens fald i 1974 blev Karamanlis igen valgt til premierminister, og under ham blev kongedømmet afskaffet ved en folkeafstemning samme år. I samme periode blev en forsoningspolitik indledt, der bl.a. var rettet mod den nationale splittelse, som borgerkrigen havde efterladt. Således blev det græske kommunistparti for første gang i efterkrigstiden lovliggjort.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig