Oligarki er navnet på styreformen i græske bystater, hvor få personer eller familier udøvede den politiske magt. Ordet kendes fra 400-tallet f.v.t.

Faktaboks

Etymologi
Ordet oligarki kommer af olig(o)- 'fåtal' og -arki 'styre'.
Også kendt som

fåmandsvælde

Oligarki omtales af både Platon og Aristoteles. Aristoteles' statslære byggede på indsamlet materiale fra græske bystater og på idealer om styrets formål. Han kategoriserede styreformerne efter de herskendes antal og efter, om styret tjente de herskendes eller alles interesser.

Oligarki i oldtidens Grækenland

Mellem yderpunkterne monarki og demokrati, dvs. enkeltmandsstyre kontra folkevælde, befandt sig aristokratiet, de bedstes styre, eller oligarkiet, der var en afart af aristokratiet, hvor få personer eller familier regerede til gavn for egne interesser og ikke for fællesskabets. De fleste græske bystater var oligarkiske, før begrebet blev skabt; udvælgelsesformerne kunne variere, men oligarkisk styre betød, at dele af den frie befolkning, ofte de fattige, var udelukket fra grundlæggende politiske rettigheder og fra privilegier som fx embedsbesiddelse. Plutokrati er en variant af oligarkiet, hvor magten lå hos de velhavende.

For eftertiden fremstår Sparta som eksponent for oligarkiet, og Athen for demokratiet. Athen oplevede imidlertid oligarkisk styre som De Firehundredes regime 411 f.v.t. og De Tredive Tyranner 404-403 f.v.t.

Skønt begrebet er snævert knyttet til antikkens græske bystater, har det gennem århundreder bevaret sin oprindelige betydning. I renæssancen, dvs. med genopdagelsen af antikken, indgik bl.a. Aristoteles' statslære og oligarkibegrebet i statsteoretikernes begrebsverden.

Oligarki som ledelsesbegreb

I dag anvendes oligarki også i en anden betydning, hvor det ikke betegner en styreform, men en ledelsesstil i organisationer og institutioner som politiske partier, fagforeninger og korporationer, hvor få personers langvarige virke i og viden om en organisation kan have en selvforstærkende effekt mht. magtkoncentrationen hos nogle få.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig