Bystat. Buleuteriet i Milet, bygget ca. 175-164 f.Kr.; indvendigt er det udstyret med halvcirkelformede stenbænke med plads til ca. 1200 mennesker.

.

Bystat. Zigguraten i Ur, bygget ca. 2100 f.Kr. Den måler 62 m×43 m i omkreds og var oprindelig ca. 25 m høj; nederst rekonstruktion.

.
.

Bystat, orddannelse fra 1840 af den danske klassiske filolog J.N. Madvig som en beskrivelse af den romerske stat før Forbundsfællekrigen 90-88 f.Kr. Herfra er ordet overført til beskrivelsen af Hellas i oldtiden, og i moderne forskning bruges termen hyppigst som en slags semantisk oversættelse af det oldgræske polis. Ordet polis betyder dels by, dels stat, og det henviser til de over tusind oldgræske småstater, der geografisk bestod af en by med opland og politisk af en lille gruppe borgere; ofte færre end 1000 og kun yderst sjældent flere end 10.000. Borgerne i en bystat styrede sig selv, deres husstand, deres slaver og de gæstearbejdere, der var indvandret fra andre bystater.

Bystaten er en statstype ligesom stammestaten, territorialstaten og nationalstaten. Selve statsbegrebet defineres fortrinsvis i folkeretten med henvisning til tre faktorer: statsterritoriet (landet), statsfolket (borgerne) og statsmagten (de politiske institutioner). Bystaten ligner stammestaten ved at være baseret på statsfolket snarere end på statsterritoriet, men den adskiller sig ved, at statsmagten er langt stærkere og udøves af fastere organiserede politiske institutioner, der er samlet i en bykerne. Bystaten adskiller sig fra territorialstaten ved sin ringe størrelse og ved at være baseret på statsfolket snarere end på statsterritoriet. Den adskiller sig fra nationalstaten ved, at et folkeslag ikke er samlet i én stor stat med mange byer, men opsplittet på et stort antal mindre stater, hver med en by som politisk, militært, religiøst og økonomisk centrum.

Egentlige bystater hører fortiden til. I moderne tid findes der stadigvæk isolerede "bystater" som fx Danzig mellem 1919 og 1939 eller endnu i dag Bremen, Hamburg, Luxembourg og Hongkong, men der eksisterer ikke længere "bystatskulturer", hvor et større område med fælles sprog og kultur er opdelt i et stort antal små selvstyrende samfund hver med en by som centrum. I en bystatskultur modsvares den politiske splittelse i mange stater af et sprogligt og kulturelt sammenhold. Dette danner baggrunden for en usædvanlig høj økonomisk, kulturel og befolkningsmæssig interaktion mellem bystater i området.

Når man taler om bystater og bystatskulturer, tænkes der straks på oldtidens Hellas. Men der har eksisteret bystater andre steder og til andre tider. Det ældste kendte eksempel er de sumeriske bystater i Nedre Mesopotamien i perioden ca. 3500-2300 f.Kr., hvoraf Uruk, Ur og Lagash var de betydeligste. I 1100-t. f.Kr. voksede en række bystater frem på Fønikiens kyst. Her var Byblos, Sidon og Tyros de mest fremtrædende, og blandt de fønikiske kolonier blev Karthago langt den vigtigste. Etrurien var opdelt i 12 bystater, heriblandt Cerveteri, Tarquinia og Vulci, før landet blev erobret af romerne i 200-t. f.Kr. Rom var selv oprindelig en blandt flere bystater i landskabet Latium. Byerne i Irland, der var grundlagt og opbygget af nordiske vikinger, dannede en bystatskultur fra ca. 830 til 1171. I højmiddelalderen var Norditalien fuldstændig fragmenteret i bystater, hvoriblandt Firenze, Milano og Venedig kæmpede om førstepladsen. Tilsvarende bystater fandtes i Provence i 1100-t., men allerede i 1200-t. blev de sydfranske byers selvstyre knust af konge og adel. Samtidig opstod i Tyskland og Schweiz hen ved 80 bystater (Reichsstädte), der imidlertid lå spredt imellem fyrstendømmer og bispesæder og på den måde ikke udgjorde et samlet territorium. Her var der altså ikke tale om en egentlig bystatskultur. Hansestæderne var på den anden side et forbund, hvori bystaten dominerede fra Lübecks grundlæggelse i 1159 og til den sidste hansedag i 1669. Alle medlemmer af forbundet havde fælles økonomiske interesser, fælles kultur og som en slags fællessprog nedertysk.

Går vi uden for vor egen kulturkreds, findes bystater i Afrika: Syd for Sahara og øst for Niger ligger en stor græsslette, hvor hausafolket fra ca. 1450-1804 var organiseret i syv større og flere mindre bystater. Mzabiternes fem befæstede byer i Sahara i det nuværende Algeriet udgjorde en bystatskultur fra byernes grundlæggelse 1011-53 og helt frem til 1882. Andre fjerne bystatskulturer er mayaerne i den klassiske periode, ca. 500-900 e.Kr., eller sultanaterne i Sydøstasien fra ca. 1450-1700, fx Melaka, Jakarta og Makasar og mange andre såkaldte "negeri", et ord, som på sanskrit (nagara) betyder by, men på malajisk er kommet til at betyde stat.

En række fællestræk gælder for flertallet af de ovennævnte bystatskulturer: Et område, der er beboet af et folkeslag med fælles sprog og fælles kultur, er ofte i mange hundrede år opdelt i et stort antal stater, der hver består af en by med opland. En bystat har i reglen kun én større by inden for sit territorium. Bystaten opstår typisk i en opgangsperiode for området ved samtidig bydannelse og statsdannelse mange steder i regionen efter en periode uden egentlig statsstruktur. Der findes intet eksempel på, at en bystatskultur er vokset frem i nedgangstider ved en politisk opsplitning af en territorialstat. Bystater ligger næsten altid i krig med hinanden; de dannes, sammenlægges og udslettes hele tiden inden for området, men i reglen er ingen bystat så stærk, at den kan erobre alle de andre og skabe området om til en territorialstat. Undtagelsen er Rom. En bystatskultur forsvinder som regel ved, at et naboområde udvikler sig til en stormagt, der får kontrol med eller direkte erobrer bystaterne. Bystatskulturen efterfølges af en periode, hvori hele området er samlet til én eller højst nogle få territorialstater. Et område er som regel kun opdelt i bystater en enkelt gang i historien. Undtagelsen er landskabet Toscana, der i oldtiden var hjemsted for 12 etruskiske bystater og i middelalderen for et tilsvarende antal med Firenze, Pisa og Siena som de mægtigste.

I en bystatskultur er de enkelte bystater selvstyrende samfund, men ikke nødvendigvis uafhængige og suveræne stater. I de fleste bystatskulturer findes bystater, der er lydstater eller i hvert fald politisk afhængige enten af andre bystater i området eller af en stat uden for bystatskulturen. En række bystater i en bystatskultur kan også indgå i et statsforbund eller ligefrem danne en forbundsstat.

Man har forsøgt at forklare især de græske bystaters opståen ud fra geografiske faktorer: Grækenlands opsplitning i snævre floddale, adskilt af høje bjerge, og med alle øerne i Det Ægæiske Hav er ofte opfattet som årsagen til den politiske opdeling af landet i mange hundrede bystater. Men de sumeriske bystater lå midt i et netværk af overrislingskanaler mellem Eufrat og Tigris, og hausaernes bystater var spredt ud over en stor græsslette syd for Sahara. Bystatskulturer er opstået under vidt forskellige himmelstrøg, og forsøg på at forklare dem ud fra geografiske determinanter må opgives, når man sammenligner alle kendte bystatskulturer. Ved en sådan komparativ undersøgelse kan det fastslås, at bystatskulturer altid opstår i forbindelse med en urbaniseringsproces, men omvendt må det erkendes, at en urbaniseringsproces kun i enkelte tilfælde fører til dannelsen af en bystatskultur. Urbaniseringen af fx Indusdalen i 2000-t. f.Kr. førte ikke til en bystatskultur, men til dannelsen af to storbyer, Harappa og Mohenjo-Daro, der hver herskede over et større antal byer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig