Basanos, (gr. 'prøvesten'), oldgræsk ord for den probersten, som en bankier benyttede for at prøve ædelmetals finhed i guld- og sølvmønter.

Herfra er betegnelsen i overført betydning blevet brugt om pinligt forhør (af en slave). En slaves udsagn kunne kun forelægges domstolen som bevismateriale, hvis det var fremført under tortur. Basanos aftaltes mellem sagens parter, og de forpligtede sig til at godtage det udsagn, slaven fremkom med under torturen. Pinligt forhør nævnes ofte i de attiske privatretlige taler, men eksempler på gennemført basanos kendes kun fra offentlige processer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig