Nikias, ca. 470-413 f.Kr., athensk statsmand og feltherre; en af Athens rigeste borgere, der angiveligt havde 1000 slaver i sølvminerne. Nikias blev valgt til strateg i 427 f.Kr. og formentlig genvalgt hvert år til sin død. Gennem hele sin politiske karriere var Nikias den due, der under Den Peloponnesiske Krig forgæves advarede athenerne mod at følge høgenes aggressive politik. I perioden 425-422 f.Kr. trådte han op mod Kleon, men først efter Kleons død fik han i 421 f.Kr. athenerne overtalt til at slutte den fred, der bærer hans navn: Nikiasfreden.

I 415 modsatte han sig forgæves Alkibiades' planer om et storstilet felttog til Sicilien, og han blev modstræbende udpeget til at kommandere den udsendte flåde sammen med Alkibiades og Lamachos (d. 413 f.Kr.).

Efter Alkibiades' hjemkaldelse og flugt var det Nikias, der ledede athenernes fejlslagne belejring af Syrakus. I 413 f.Kr. besluttede athenerne sig til at rømme stillingerne og sejle hjem til Athen. Men den totale måneformørkelse 27/8 fik Nikias til at udsætte afrejsen i 27 dage. I de dage fik syrakusanerne spærret havnen og besejret athenerne i et søslag. De tog hele den athenske hær til fange og lod Nikias henrette.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig