Sparta er en græsk by på den sydlige del af Peloponnes. Byen var i den klassiske oldtid det politiske centrum i bystaten og stormagten af samme navn. Det antikke Sparta behandles i artiklen om Spartas historie.

Faktaboks

Også kendt som

Sparti (på nygræsk), Sparte (på oldgræsk)

Sparta i det moderne Grækenland

Sparta er i dag bispesæde og administrativ hovedby i det græske amt Lakonien. Byen har 14.817 indbyggere (2001). Den moderne by er opbygget fra 1834 på opfordring fra kong Otto, og den ligger vest for floden Evrotas mellem bjergkæderne Taigetos i vest og Parnonas i øst.

Arkitektur

Sparta er en udpræget provins- og landbrugsby med rektangulære brede gader, og den er domineret af moderne betonhuse og kun få neoklassiske bygninger omkring byens centrale torv. De danske arkitekter brødrene Christian Hansen og Theophilus Hansen stod bag opførelsen af henholdsvis byens rådhus (1836) og det neoklassisk udformede arkæologiske museum (1870'erne).

Erhverv og turisme

Industrien er beskedent udviklet med produktion af fødevarer, træ, transportudstyr, metalprodukter og ikke-metalliske mineraler.

De mange antikke seværdigheder har gjort Sparta til det sydlige Peloponnes' største turistcenter med ca. 100.000 udenlandske overnatninger (2001).

Arkæologiske levn

De fleste udgravninger og ruiner af det antikke og byzantinske Sparta ligger i den nordlige udkant af byen. Bronzealderbeboelsen ligger ved den senere helligdom for Menelaos og Helena lidt uden for selve Sparta. Fra to helligdomme for Artemis og en for Zeus Messapios stammer depotfund, som belyser lokal produktion af bl.a. figurdekoreret keramik, terrakottastatuetter og blyfigurer. Artemiskulten begyndte i 700-tallet f.v.t. og varede til op i romersk kejsertid.

Fra det romerske Sparta er bevaret ruiner af en stoa og et teater samt et stort antal mosaikgulve.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig