Lavrio, oldgræsk Laureion, græsk havneby 54 km SØ for Athen; ca. 9600 indb. (2011). Byen ligger på Attikahalvøens sydlige spids over for den berygtede tidligere fangeø Makronisos. Havnepromenadens tidligere lager- og minebygninger fremstår i dag renoverede og omdannede til tavernaer. Lavrio har i dag et stort glasfiberbådeværft, flygtningecenter, fiskeri- og lystbådehavn. Gamle produktionsbygninger er omdannet til bl.a. at huse en del af Athens Tekniske Universitet. Der er færgeforbindelse til øen Kea.

Området havde allerede i oldtiden sølvminer, der fik stor betydning for udmøntningen i det antikke Athen. Fra 1860'erne udviklede byen sig til et af Grækenlands vigtigste mine- og arbejdercentre med malmeksport til industrier i Europa. Frem til 1980'erne, da de sidste miner blev lukket, blev der brudt malm med bly, cadmium, mangan, jern, zink, sølv m.m. Minedriften har efterladt omfattende forurening. Lukningen af miner og dertil knyttede småindustrier har gjort Lavrio til Grækenlands største arbejdsløshedsområde med efterfølgende afvandring fra byen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig