Epiros, Epeiros, nordvestlig region i Grækenland ved grænsen til Albanien; 9203 km2, 353.820 indb. (2001). Området består af amterne Ioannina, Arta, Preveza og Thesprotia. Hovedbyen er Ioannina med 61.629 indb. (2001). Epiros domineres af den nord-syd-gående bjergkæde Pindos. Højeste punkt er Smolikas (2637 m) nær grænsen til regionen Makedonien; på grænsen til Thessalien ligger Katarapasset (1705 m), Grækenlands højeste. Betydningsfulde vådområder for trækfugle findes i vest ved Amvrakikos-bugten og Kalamas-deltaet ved floden Thiamis' udløb i Det Joniske Hav. Nord for byen Ioannina ligger den 126 km2 store nationalpark Vikos-Aoos. Den blev etableret 1973 og er landets største.
Epiros har en omfattende og sjælden flora og fauna. Store dele er skovklædt med ege-, bøge- og nåletræer bl.a. sort fyr (Pinus Nigra). Der er bjørne, vildkat, vildsvin og vilde geder. Epiros har middelhavsklima og udgør et makiområde med vinterregn. Den årlige gennemsnitlige nedbør (1100 mm) er den andenstørste i landet efter Korfu
Epiros har som landets mest bjergrige region en betydelig hyrdedrift med geder og får; kun ca. 15% er dyrket, bl.a. med citrusfrugter, kartofler, tomater, kirsebær og oliven. 10% af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for industri (fødevarer, træ og kork, tekstil og beklædning, møbler og metalprodukter). Regionen har flere vandskraftværker ved floderne Aoos, Arachthos og Louros.
Turismen er mindre udviklet end i resten af landet, og det er hovedsagelig grækere, der holder ferie i regionens mange kølige bjerglandsbyer med gamle stenhuse. Regionen har flere skisportscentre. Epiros har betydningsfulde arkæologiske og historiske steder, fx Dodone, Grækenlands ældste orakel, og de dødes orakel, Nekromanteio. Epiros er kendt for sine 46 traditionelle Zagoria-landsbyer; se også Zagorohoria.
Regionen har ingen jernbaner, men hovedveje forbinder de større byer, og ved Ioannina og Preveza findes lufthavne. Desuden har havnebyen Igumenitsa færgeforbindelser til Patras, Korfu og Italien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.