• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Siumut

Oprindelige forfattere ELJe og HS-L Seneste forfatter Redaktionen

Siumut, politisk parti i Grønland. Siumut begyndte i 1976 i form af lokalforeninger i enkelte byer og blev året efter stiftet som parti. Partiet fører socialdemokratisk politik og går ind for en styrkelse af selvstyret inden for rigsfællesskabet, som på længere sigt og i samarbejde med Danmark kan føre til selvstændighed. Siumut har fra begyndelsen været Grønlands største parti og har været repræsenteret i både Landsråd, Landsting og Folketing.

Navnet Siumut er grønlandsk og betyder 'fremad'.

Siden hjemmestyret blev indført i 1979, har partiet dannet landsstyre med skiftende koalitionspartnere. Jonathan Motzfeldt var landsstyreformand 1979-91 og igen 1997-2002, mens Lars Emil Johansen havde posten 1991-97. I 2002 blev Hans Enoksen landsstyreformand. Partiet tabte ved valget i 2009 og indgik efter en 30-årig periode ikke længere i landsstyret. Samtidig hermed gik Hans Enoksen af som partiformand; ny leder blev Aleqa Hammond.

Ved valget i 2013 opnåede Siumut en betydelig fremgang, og det blev igen Grønlands største parti, idet det opnåede 42,8% af stemmerne. Efterfølgende dannede det sammen med Atassut og Partii Inuit en koalitionsregering med Aleqa Hammond som landsstyreformand. Syv måneder senere opsagde Aleqa Hammond samarbejdet med Partii Inuit.

Annonce

Da det i efteråret 2014 kom frem, at Aleqa Hammond havde misbrugt offentlige midler til betaling af private udgifter, trak hun sig som partiformand. Der blev samtidig udskrevet valg. Som ny formand valgtes Kim Kielsen. Ved det efterfølgende valg gik Siumut tilbage fra 14 til 11 mandater; partiet indgik imidlertid i en regeringskoalition med Atassut og Demokraatit med Kim Kielsen som landsstyreformand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Einar Lund Jensen, Helge Schultz-Lorentzen: Siumut i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159485