Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Qullissat

Oprindelige forfattere HS-L og ROR Seneste forfatter Redaktionen

Qullissat, nedlagt kulmineby på nordkysten af Disko i Vestgrønland og tidligere hovedby for den ligeledes nedlagte Vaigat Kommune. Ved fraflytningen af bygden i 1972 havde den over 1000 indb. Bygninger og mange maskiner står stadig, som da man forlod stedet, og bygden besøges hvert år af mange af de forflyttede og deres efterkommere.

Stednavnet er grønlandsk med betydningen 'materiale til lamper'.

Qullissat havde tidligere været beboet og benyttet som sommerboplads og blev atter befolket 1923-24, da kulbrydningen begyndte. Det var det eneste minesamfund i Grønland, som var omgivet af et større lokalsamfund, og her udvikledes en række særegne kulturformer, bl.a. Vaigatmusikken, som bl.a. benyttede Hawaiiguitar. Musikken fik i slutningen af 1980'erne en renæssance som en del af den kulturelle manifestation i opbygningen af hjemmestyret og som en modkultur til den danske indflydelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Schultz-Lorentzen, Rasmus Ole Rasmussen: Qullissat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147942