Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Myggebugten

Oprindelig forfatter ROR Seneste forfatter Redaktionen

Myggebugten, Myggbukta, norsk vejr- og fangststation på Gauss Halvø i det nordøstlige Grønland. Geofysisk Institutt i Tromsø blev grundlagt i 1918 og erkendte snart behovet for en vejrtjeneste til de mange norske fangstfartøjer i Ishavet og Grønlandshavet. Man valgte lokaliteten Myggebugten (7330N/2134W), hvor der i sommeren 1922 på nordsiden af Mackenzie Bugt blev etableret en fangststation med radioforbindelse til Norge. Den første vejrmelding afsendtes 14.10.1922 og blev dermed den første overhovedet, som afsendtes fra grønlandsk område. Radiomeldingerne ophørte den følgende sommer, men blev genoptaget fra sommeren 1926 og fortsatte frem til den tyske okkupation af Norge i april 1940. Stationen var 1930-31 et vigtigt støttepunkt for de norske bestræbelser på at annektere Østgrønland, hvilket dog ikke lykkedes (se Østgrønlandssagen).

1942 til 1946 var stationen ubemandet, herefter fortsatte aktiviteterne frem til 22.8.1959, da det norske flag blev strøget for sidste gang. Det blev halet ned af selvsamme Søren Richter, som havde hejst det 27.6.1931, da norske fangstmænd forsøgte at annektere store dele af Østgrønland. Behovet for en norsk radio- og vejrtjeneste på Grønlands østkyst var i 1959 blevet overflødiggjort af de nyoprettede danske stationer såsom Danmarkshavn og Daneborg. Myggbukta fangststation fik derefter lov til at forfalde, men fik nogle tiltrængte småforbedringer i 1992. Det lykkedes organisationen Nordøstgrønlandsk Kompagni Nanok sammen med nogle fhv. norske fangstmænd i somrene 1999-2002 at totalrestaurere bygningen, som nu fremstår som ny.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rasmus Ole Rasmussen: Myggebugten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129035