Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ittoqqortoormiit

Oprindelig forfatter ROR Seneste forfatter Redaktionen

Ittoqqortoormiit, Scoresbysund, by i Østgrønland, 381 indb. (2016). Tidligere var Ittoqqortoormiit hovedby i Ittoqqortoormiit Kommune, der fra 2009 indgår i Kommuneqarfik Sermersooq.

Ittoqqortoormiit betyder ’stedet med de rummelige huse’ på grønlandsk

Erhvervslivet er kun svagt udviklet, og indbyggerne lever helt overvejende af fangst foruden forskellige job i den offentlige sektor. Fangsten på land omfatter bl.a. moskusokser, harer og ræve, mens drivisbæltet og fjorden om sommeren er tilholdssted for ringsæler, isbjørne og mindre hvaler, en sjælden gang også grønlandshval.

Et havområde, der ikke fryser til, et polynie, ud for byen muliggør et begrænset fiskeri, primært efter torsk. Der fanges også søkonger, lomvier og rider i fuglefjeldene.

Annonce

Ittoqqortoormiit ligger meget afsondret. Byen kan kun besejles et par måneder om sommeren; flytrafik udgår fra Nerlerit Inaat (Constable Pynt) ved Hurry Fjord, som er anlagt i forbindelse med olieeftersøgningen i Jameson Land. Aktiviteterne her har bidraget en smule til byens økonomi, men området er fortsat blandt de mindst udviklede i Grønland og rummer betydelige sociale problemer.

Historie

Det danske navn, Scoresbysund, er efter den skotske hvalfanger William Scoresby d.æ., far til hvalfangeren, præsten og videnskabsmanden William Scoresby d.y., der i 1822 som den første kortlagde fjordmundingen.

I begyndelsen af 1900-t. rejstes i Grønland spørgsmålet om mulighederne for at skaffe den stærkt voksende vestgrønlandske befolkning bedre erhvervsmuligheder, og i 1911 blev det foreslået at flytte et antal vestgrønlændere til det store ubeboede fjordområde Scoresby Sund. Som en del af Østgrønlandstraktaten mellem Danmark og Norge (1924) blev det anført, at området skulle reserveres til en påtænkt bebyggelse.

På initiativ af den danske inspektør og kolonibestyrer Ejnar Mikkelsen indsamlede den nydannede Scoresbysundkomité 200.000 kr., og i 1925 sejlede man 70 indbyggere fra Ammassalik samt tre vestgrønlandske familier, i alt 87 personer, til den nyanlagte bygd. I 1933 var der bygget 33 træhuse. Udviklingen bar fortsat præg af den isolerede beliggenhed; først i 1963 kom Østgrønland ind under den kommunale inddeling og i 1964 under den grønlandske retspleje.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rasmus Ole Rasmussen: Ittoqqortoormiit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100188