Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmarkshavn

Oprindelig forfatter ROR Seneste forfatter Redaktionen

Danmarkshavn, vejrstation i det højarktiske Østgrønland på 76°46' n.br.; den er opkaldt efter Danmark-ekspeditionen, hvis skib Danmark havde base her 1906-08. Ekspeditionens bygning på stedet, "Villaen", blev i 1910 redningen for Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen på deres desperate tur hjem fra Danmark Fjord. I 1919-21 blev huset anvendt som fangststation af Østgrønlandsk Kompagni, men de dårlige besejlingsforhold satte snart en stopper for dette. I 1927 blev stedet besøgt af Lauge Koch.

Behovet for vejrmeldinger fra det nordøstlige Grønland efter 2. Verdenskrig førte i 1948 til oprettelsen af Danmarkshavn. Udgiften hertil bekostes af den internationale luftfartsorganisation ICAO. Vejrstationen, der anses for at være en af verdens mest isolerede bebyggelser, ligger på sydspidsen af halvøen Germania Land og kan normalt kun besejles i august måned. Årsmiddeltemperaturen er -12,1 °C. Den oprindelige bygning på stedet fra 1906 eksisterer fortsat, og i området er der fundet ni bopladser fra tidligere kulturer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rasmus Ole Rasmussen: Danmarkshavn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61292