Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aasiaat

Oprindelig forfatter EiCh Seneste forfatter Redaktionen

Aasiaat, Egedesminde, by i Vestgrønland, 3134 indb. (2016). Byen var hovedby i den tidligere Aasiaat Kommune, der efter kommunalreformen i Grønland 2009 indgår i Qaasuitsup Kommunia.

Aasiaat er grønlandsk og betyder 'edderkopperne'.

Aasiaat ligger på en ø i skærgården syd for Disko Bugt, hvorfra der landes rejer; fiskeri og fiskeindustri beskæftiger 1/4 af befolkningen.

Aasiaat er en af de tre værtsbyer for Grønlands Gymnasiale Uddannelse; i byen ligger også Ado Lynge Skolen for psykisk udviklingshæmmede unge. I 1998 indviedes byens nye lufthavn til fastvingede fly.

Annonce

Stedet var beboet længe før kolonisationen. Noget syd for blev der under navnet Egedesminde i 1759 anlagt en koloni. Blandt grundlæggerne var den dansk-norske købmand Niels Egede, som stedet fik sit danske navn efter. Kolonien blev 1763 flyttet til sit nuværende sted for bedre at kunne konkurrere med hollandske hvalfangere. Byen blev under 2. Verdenskrig transithavn for det nordlige Vestgrønland. I 1928 oprettedes her Grønlands første efterskole for drenge og i 1932 en for piger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen: Aasiaat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=31370