Qaqortukulooq kirkeruin

Indvendig måler kirken ca. 13 meter i længden og 5 meter i bredden. Murene er omkring 1,5 meter tykke, og er opført i lokale, let tilhuggede sten sat i mørtel. Mørtlen er fremstillet af lokale muslinger. Murkærnerne var tætnet med silt. Langmurene, der er bevaret i næsten oprindelig højde, er ca. fire meter høje, mens østgavlen er bevaret i op til seks meters højde. Bygningen har tre døre. Den ene, placeret i vestgavlen, har formentlig tjent kirkeejeren, hans familie og gæster, mens de øvrige kirkegængere anvendte en dør i sydmures vestlige ende. Præsten var henvist til en 70 cm bred dør i sydmurens østende. Kirken var forsynet med syv vinduer. En på bygningens nordside, en over indgangen i vestgavlen, fire på sydsiden og mod øst det imponerede rundbuede vindue i koret. De øvrige vinduer var oventil afsluttet med flade overliggersten. Der er ikke fundet spor efter tildækninger af vinduerne. Måske har de været forsynet med træskodder, måske skrabede skind, der ville tillade mindre lyspassage. Gulvet var formentlig jordstampet. Det høje rundbuede korvindue antyder, at bygningen har haft åben tagstol. Udvendig har taget sandsynligvis været dækket af tørv. En niche indenfor, ved sydmurens vestre dør, har kunne give plads til kirkens vievandskar, mens de to nicher i korets østmur kan have rummet kirkens hellige kar, eller måske har de givet plads til helgenfigurer.

Ifølge Sturlubók Landnáma tog Erik den Rødes fætter þorkell land i Hvalsey fjorden. Sturlubók Landnáma er den ældst kendte version af den islandske Landnámabók og blev skrevet af Sturla þórðarson i sidste halvdel af 1200-årene. Kirken i Hvalseyfjorden nævnes desuden i en kirkeliste nedskrevet i Flateyjarbók i slutningen af 1380´erne og i den norske præst Ívar Bárðarsons Grønlandsbeskrivelse ligeledes fra slutningen af 1300-årene. De to kilder er ikke enige om beliggenheden af Hvalseyfjordens kirke og gård, men sammenholdt med oplysningerne i Sturlubók Landnáma er det mest sandsynlige, at Hvalseyfjorden kan identificeres med Qaqortup Imaa og at Qaqortukulooq er stedet, hvor landnamsgården blev opført.

Hans Egede var den første, vi kender til, der gravede i ruinerne i Hvalseyfjorden. Egede mente, at der stadig var liv i nordboernes Østerbygd og at denne skulle søges på Grønlands østkyst. To år efter sin ankomst til Grønland tog Egede derfor ud på en længere sørejse sydpå, der skulle bringe ham frem til de overlevende efterkommere efter de gamle nordboer. På turen aflagde han den 29. august 1723 besøg i ruinerne i det, der senere er identificeret som Hvalseyfjorden. Det fremgår ikke med sikkerhed hvilken af ruinerne, han gravede i. Det må have været i enten festhallen eller, og mest sandsynligt, i den meget velbevarede kirkeruin. Udbyttet af den ene dags udgravningerne var ringe. Lidt trækul, knogler og stykker af lerpotter.

I 1828 blev den danske søofficer W.A. Graah sendt til Grønland for at udforske Grønlands østkyst for heriblandt ligeledes at søge nordboernes Østerbygd. Den 21. juli lagde han vejen forbi de velbevarede nordboruiner i Hvalseyfjorden og med assistance af 21 mand blev kirkens indre gennemgravet ned til et dybde af 2½ fod (ca. 80 cm). I alt blev der gravet i 12 timer. Resultatet var, som da Egede gravede i kirken, ringe. Nogle få knoglestykker, som Graah mente var humane, nogle få stykker rød jaspis og nogle få stykker trækul. Det sidste fik ham til at konkludere, at kirken var blevet ødelagt ved ild. Nogle få stykker kul giver ikke en brændt kirke, og de lokale, der fulgte Graah, insisterede da også på – og sikkert med rette, de talte af egen erfaring – at de indsamlede knogler var fra sæl og at trækullet stammede fra de ildsteder, som de lokale anlagde, når de skulle koge deres nyfangede sæler og fisk.

I 1880 blev opmærksomheden atter rettet mod Hvalseyfjordens kirke. Med instruks om at foretage topografiske og arkæologiske undersøgerler i Julianehåb Distrikt rejste søofficeren Gustav Holm fra fjord til fjord i distriktet og gjorde optegnelser om de enkelte grupper af ruiner. Ved nogle foretog han supplerende arkæologiske undersøgelser, og i Hvalseyfjordens kirke foretog han en mindre udgravning i kirkens østende. Igen med ringe udbytte. Alt de fandt, var nogle meget nedbrudte og ikke bestemte knogler.

Den mest gennemgribende undersøgelse af kirkeruinen blev foretaget af arkitekten Mogens Clemmensen i 1910. Tidligere besøgende havde beskrevet en stor revne i kirkeruinens østgavl forårsaget af en hældende sydmur. Sydmurens tilstand bekymrede, og det var Clemmensen opgave at vurdere, om den var i fare for at styrte sammen. Clemmensen vurderede, at muren var solid, men i bevægelse, og han anbefalede jævnlige eftersyn og opmålinger. De løbende opmålinger viste, at muren sank ganske langsomt, og omkring 1990 man tog på museet i Qaqortoq initiativ til en opretning af den stadig mere hældende mur. Dette skete i 1991 i samarbejde med Nationalmuseet i København. Murens tilstand er stadig under løbende opsyn, nu af medarbejdere fra Kujataa Verdensarvsområde. Forklaringen på den hældende sydmur er formentlig, at muren er placeret ovenpå grave fra en tidligere og mindre kirkebygning på stedet.

I 1935 foretog arkitekt Aage Roussell fra Nationalmuseet i København en større arkæologisk undersøgelse af gårdanlægget, som kirken lå knyttet til. Undersøgelsen var vanskelig og resultatet derefter, men den viste, at gården blev anlagt i koloniseringens første tid omkring 1000. Formentlig har der været knyttet kirke til gården fra begyndelsen.

Den 19. april 1409 udstedte præsterne Eindriðri Andrésson og Páll Hallvarðsson brev på bispesædet Garðar, hvor de bevidnede, at indgåelsen af ægteskab mellem Þorstein Ólafsson og Sigriður Björnsdóttir i Hvalseyfjordens kirke året før var indgået efter Kirkens hellige regler, og de føjer til, at der var mange mennesker til stede i kirken under ceremonien. Þorstein og Sigriður var fra Island, og begge var deltagere i et større rejseselskab af højtstående islændinge, der deltog i kong Erik af Pommerns bryllup med Philippa i Norge i 1406. På hjemrejsen samme år blæste deres skib ud af kurs, og i stedet for Island havnede de i Grønland, hvorfra de først fik skibslejlighed hjem fire år senere, i 1410. Brevet, udsted på Garðar i 1409, om brylluppet i Hvalseyfjordens kirke i 1408 blev sidste skriftlige livstegn fra de norrøne grønlændere.