Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mykensk kultur

Oprindelige forfattere CGTor og KSlej Seneste forfatter Redaktionen

mykensk kultur, sen bronzealder, også benævnt senhelladisk tid (ca. 1600-1100 f.Kr.), på det græske fastland. Den er opkaldt efter kulturens vigtigste centrum, Mykene.

Den mykenske civilisations oprindelse er omdiskuteret. I slutningen af tidlig bronzealder skete en række ødelæggelser, der tilskrives et fra nord indvandrende folk, hellenerne. Tilsyneladende assimileredes de hurtigt, idet keramikstil og gravskik ikke ændredes. I slutningen af mellemste bronzealder koncentreredes rigdomme, og kontakter udadtil forøgedes, hvilket ses af gravfund. I denne periode blomstrede den minoiske kultur, og den minoiske indflydelse i det ægæiske område var omfattende.

I denne brydningstid opstod den mykenske kultur, hvis bærere var græsktalende. Magtfulde centre opstod gradvis i det sydlige og centrale Grækenland, fx Mykene, Tiryns, Midea, Theben, Orchomenos og Athen. Disse centre blev styret af fyrster, men man ved ikke, hvorledes disse kom til magt og rigdom. Fyrsternes økonomi var ikke baseret alene på landbrugsproduktion, men også på håndværk og handel, som de kontrollerede. Store paladskomplekser blev opført, ofte på naturligt befæstede steder og med kyklopiske mure i en tykkelse på gennemsnitlig 6 m, undertiden dog helt op til 10 m. Navnet kyklopmure skyldes, at man senere i antikken mente, at kun giganter, de såkaldte kykloper, kunne have bygget dem. Paladserne var opbygget omkring en central hal, megaron. Som oftest havde denne et ildsted i midten omgivet af fire søjler, og bl.a. i Tiryns er en tronstol konstateret på den ene langside. Fra hallen løb et korridorsystem, som førte til flere repræsentative rum og til enklere forråds- og tjenesterum.

Annonce

Paladserne var administrative, religiøse og økonomiske centre. Arkiver, der anvendte skriftsproget linear B (se linear A og B), holdt rede på produktion, og fyrsternes magt var afhængig af deres muligheder for at beholde den centraliserede kontrol.

Fyrsterne blev i begyndelsen begravet i enkle huller eller i skaktgrave, som bl.a. ses i gravcirkel A og B i Mykene, men fra 1400-t. f.Kr. byggedes monumentale tholosgrave og kammergrave. Hvor gravrøvere ikke har tømt gravene, findes en utrolig rigdom.

Kort efter 1500 f.Kr. begyndte mykenerne at ekspandere i det ægæiske område, i Egypten og i Nærorienten. Den dalende magt på Kreta førte til, at mykenere slog sig ned i Knossos og overtog ledelsen af Kretas økonomi og kultur. 1300- og 1200-t. f.Kr. var perioder med utrolig rigdom og fremgang for den mykenske kultur. Mykenske varer spredtes til markeder på De Ægæiske Øer, i Nærorienten, på Sicilien og i Syditalien. Råvarer, især metal, blev importeret fra bl.a. Cypern, Syrien og Sardinien, og færdige produkter eksporteret. Indadtil var de organiseret i fem større kongedømmer, Mykene, Tiryns, Pylos, Theben og Orchomenos, og en række mindre, uafhængige småriger, der var sammenknyttede i løse politiske og økonomiske forbund. Handelsstationer blev anlagt ved kysten i det østmediterrane område, i Egypten og på Cypern, og øgruppen Dodekaneserne blev koloniseret; herefter kan man tale om en tidlig form for imperium.

Det sene 1200-t. f.Kr. var en urolig periode. En række af borgene blev udbygget og forstærket, og flere blev forsynet med skjulte brønde for at sikre vandforsyningen ved en belejring. Ved slutningen af 1200-t. f.Kr. ramtes de fleste af de større mykenske centre af lokale katastrofer, bl.a. jordskælv. Flere blev forladt, andre blev genopbygget. I kølvandet på katastroferne fulgte udvandring til De Joniske Øer, Lilleasiens kyst og især Cypern, som nu fik en større græsktalende befolkning. Samtidig førte ødelæggelser i Nærorienten, måske forårsaget af de såkaldte havfolk (se filistre), til, at den oversøiske handel næsten stoppede. Paladsernes magt mindskedes, og de mykenske forbund opløstes. Små lokale magtcentre opstod, men de havde kun begrænset politisk og økonomisk magt. Levestandarden faldt, og de kunstneriske traditioner var i tilbagegang.

Fra det sene 1100-t. og igennem hele 1000-t. f.Kr. begyndte andre græsktalende folk, der hidtil havde levet i udkanten af den mykenske verden, at trænge ind i de affolkede områder. Selvom det ikke drejede sig om en organiseret invasion, bidrog de til de forandringer, der ændrede den mykenske kultur. Nye gravskikke opstod med kistegrave i stedet for tholos- og kammergrave, og de døde blev ikke længere jordfæstet, men brændt. Jern, der introduceredes i slutningen af bronzealderen, blev snart fremherskende til både våben og værktøj og var en del af forklaringen på den efterfølgende udvikling og økonomiens opsving i 1. årtusinde f.Kr.

Minderne om den svundne gyldne tid levede dog videre, bl.a. i Homers Iliaden og Odysseen, og blev en del af den arv, der udgjorde roden af den græske civilisation i historisk tid.

Kunst

Den mykenske kunst var stærkt influeret af den minoiske (se minoisk kultur), og i begyndelsen af den mykenske periode kan det være svært at skelne, om genstandene er fremstillet på Kreta eller på fastlandet. I slutningen af 1400-t. f.Kr. havde den mykenske kunst dog fundet sin egen stil, der til forskel fra den minoiske naturalisme er præget af stilisering i motiver, der ofte afspejler den mere krigeriske mykenske kultur. De bevarede vægmalerier er alle yngre end 1400 f.Kr. og skildrer guder, fabeldyr, planter, arkitektur, krigsscener eller processioner af kvinder; et hovedværk er Kvinden fra Mykene fra 1200-t. f.Kr. (Nationalmuseet i Athen). I vasemaleriet udvikledes en særlig stil i løbet af 1300-t., hvor bøjlekander, blandingskar (kratere) og lersarkofager (larnakes) blev dekoreret med skitseagtige og stiliserede menneske- og dyrefigurer med overdrevne ansigts- og hovedtræk, som det ses på Krigerkrateren fra Mykene (Nationalmuseet i Athen).

Typisk for mykensk kunst er de små lerfiguriner af især kvinder samt af dyr og fugle, sandsynligvis udført som kultfigurer, men også med en betydning i dagligdagen, måske som legetøj; blandt større arbejder er gravsteler fra gravcirklerne i Mykene (1500-t. f.Kr.), der viser scener fra hestevæddeløb og løvejagter. Inden for elfenbenskunsten overgik de mykenske kunstnere deres læremestre fra Kreta med bl.a. relieffer af guder, mennesker og dyr, spejlhåndtag, kamme, vævevægte og perler, som blev eksporteret og kopieret i hele Middelhavsområdet. Blandt metalarbejderne er vaser, våben og smykker, flere med indlagt dekoration i niello, samt masker og brystplader i guld, som dækkede de døde i gravene. Seglsten i forskellige materialer giver værdifuld information om religion, krig og jagt; i den tidlige mykenske periode skabtes små mesterværker med mange detaljer, mens de senere præges af en stærk stilisering og forenkling af motiverne, en udvikling, der også karakteriserer den øvrige mykenske kunst.

Sprog

Mykensk er en hyppigt brugt betegnelse for det ældste kendte græske sprogtrin (ca. 1400-1200 f.Kr.). Sproget kendes fra lertavler, der er skrevet med den føralfabetiske skrift linear B (se linear A og B). Tavlerne er fundet i paladserne i Mykene, Tiryns, Theben og Pylos på fastlandet samt i Knossos og andre steder på Kreta. Sproget er således ikke lokalt mykensk, men har fået sit navn efter den mykenske kultur. Se også græsk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Karen Slej: mykensk kultur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129046