Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kykladisk kultur

Oprindelig forfatter KSlej Seneste forfatter Redaktionen

kykladisk kultur, Kykladernes bronzealderkultur, som inddeles i tidlig, mellem- og sen kykladisk tid. Kykladerne besøgtes af mennesker fra 7000-t. f.Kr., men først efter udviklingen af hurtigere og mere sikre skibstyper opstod fra ca. 4000 f.Kr. faste beboelser. Øernes vulkanske og metamorfe stenarter var eftertragtede i det ægæiske område. Obsidian fra Milos blev anvendt til pilespidser, knive og segl. Trachyt, ligeledes fra Milos, blev brugt til mølle- og kværnsten. Også marmor fra Paros og Naxos, smergel fra Naxos og pimpsten fra Santorini (Thera) var efterspurgte materialer. Senere blev der udvundet metal på flere af øerne, som fik stor betydning i udviklingen af metalforarbejdning.

Den kulturelle udvikling var præget af modsætninger. På den ene side medførte den relative isolation fra fastlandet en vis kulturel konservatisme, på den anden side betød det barske miljø med stærkt begrænset dyrkningsareal og mangel på vand til overrisling, at øboerne var tvunget til handelskontakter med omverdenen. Kykladerne kom derfor til at spille en afgørende rolle for den ægæiske verdens forbindelser til det østlige Middelhavsområde.

Det begrænsede dyrkningsareal udgjorde et svagt økonomisk grundlag. Det forhindrede formentlig udviklingen af en centralmagt på øerne, og man har ikke som på fastlandet og Kreta fundet spor af paladser eller store megaronhuse. De små jordlodder, handel og søfart favoriserede individet og kollektive ledelsesformer.

Annonce

I tidlig kykladisk tid, ca. 3200-2000 f.Kr., voksede befolkningstallet gradvis. Efterhånden opstod kystbopladser med sikre havne, hvorefter handel og søfart blev dominerende i øernes økonomi. Tidlig kykladisk tid kendes især fra gravfund. Grave samlet i små klynger, der sandsynligvis hver tilhørte en enkelt familie, kendetegner den første del af perioden. Senere blev flerfamiliegrave i op til tre etager almindelige.

Mellemkykladisk tid, ca. 2000-1600 f.Kr., betegnede et højdepunkt for Kykladerne. Bopladserne udviklede sig til byer, fx Akrotiri på Santorini og Fylakopi på Milos, og havnene fik stor betydning for de internationale handelsruter; fund af importvarer fra Kreta, det græske fastland, de østlige ægæiske øer, Syrien, Egypten og Palæstina vidner om øernes mange kontakter. I 1600-t. f.Kr. blev Akrotiri på Santorini ramt af et kraftigt jordskælv. Byen genopbyggedes dog hurtigt, og husene blev udsmykket endnu mere luksuriøst. Senere i samme århundrede ramtes øerne af vulkanudbrud. Akrotiri blev udslettet, og de øvrige øers betydning mindskedes. Mykenerne på det græske fastland var ved at blive Middelhavets vigtigste magtfaktor, og den kulturelle udvikling på Kykladerne blev i stadig højere grad præget af mykensk kultur.

Fra senkykladisk tid, ca. 1600-1100 f.Kr., kendes flere byer, Fylakopi på Milos, Hagia Eirene på Kea, Koukounaries på Paros og Grotta på Naxos. I Grotta er der fundet en stor gravplads, der tyder på, at de kykladiske øer til en vis grad bevarede deres kulturelle særpræg. Se også Santorini.

Kykladisk kunst

Kykladisk kunst kendetegnes af klarhed i farven, præcise konturer og enkle former. I kykladekunsten ses spiren til den antropocentriske holdning, der karakteriserer det ægæiske samfund, og som rummes i sofisternes udtalelse fra 400-t. f.Kr.: "Mennesket er altings målestok". Kunsten blev skabt af anonyme kunstnere og skulle tilfredsstille individets ønsker. I keramikken skabtes særlige kykladiske former som pyxis'en og vasen med en høj hals, ofte dekoreret med enkle geometriske mønstre. I første halvdel af 2. årtusinde f.Kr. indførtes pottemagerhjulet og den polykrome dekoration med motiver fra især plante- og dyreverdenen samt enkelte mennesker i hverdagsscener.

Frem for alt er Kykladeøerne kendt for deres stenkunst. Skåle, krukker med høj hals, drikkeskåle og lamper blev masseproduceret. Typiske er også figuriner i sten, de såkaldte kykladeidoler. De tidligste figurer fra sen stenalder har en enkel violinform, senere ses mere naturalistiske figurer med angivelse af hoved, pubestrekant og bryster. Som regel har de todimensional karakter med armene foldet over brystet, men der kendes også mere plastiske figurer som fx en siddende lyrespiller (Nationalmuseet i Athen). Omkring 2300 f.Kr. døde traditionen langsomt ud.

Vasemaleriets udvikling hen imod polykromi og opdagelsen af kalkstuk førte til udviklingen af det monumentale vægmaleri, muligvis under indflydelse fra Nærorienten og Egypten. Husene blev udsmykket indvendigt med geometriske eller abstrakte mønstre, men der forekom også hverdagsscener og eksotiske motiver som fx aber. Enkelte fremstiller mere formelle, måske religiøse scener. Et enestående værk kaldes Miniaturefrisen: I en fortællende stil med mange detaljer af dyr, mennesker og topografi vises en flåde på vej ind i havnen; frisen er nu på Nationalmuseet i Athen. De bedst bevarede malerier er fundet under den vulkanske aske i Akrotiri på Santorini. På trods af de østlige impulser i vægmaleriet har det en klar vestlig karakter og lægger vægt på det almindelige menneske ligesom den øvrige kykladekunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Slej: kykladisk kultur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112967