Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knossos

Oprindelig forfatter HTho Seneste forfatter Redaktionen

Knossos. Tronrummet.

Knossos. Tronrummet.

Knossos, oldtidsby på Kreta ca. 5 km sydøst for Iraklio. Knossos var centrum for den minoiske bronzealderkultur, og her udgravede den britiske arkæolog Arthur Evans 1900-39 det største minoiske palads på Kreta.

Der var betydelig beboelse på stedet allerede i stenalderen fra ca. 6000 f.Kr. Det første palads blev bygget ca. 2000 f.Kr. Efter at være blevet ødelagt af et voldsomt jordskælv ca. 1700 f.Kr. blev paladset genopbygget; ruinerne af dette ca. 2 ha store palads kan ses på stedet i dag. Det bestod af en gård omgivet af fire fløje. I den bevarede stueetage lå bl.a. værksteder og store magasinrum. Ud mod gården lå et helligdomsområde. Østfløjen, som er den bedst bevarede, havde op til fem etager og var formodentlig beboet af herskerfamilien. Hovedindgangen lå i sydenden, og herfra førte en monumental trappe op til overetagen, hvor man har rekonstrueret nogle store ceremonielle rum. Mange af paladsets rum var udsmykket med vægfreskoer; motiverne var hentet fra naturen eller religiøse handlinger. Mange steder er dobbeltøkser (gr. labrys) afbildet, hvilket sammen med paladsets imponerende størrelse og mange rum muligvis har givet ophav til ordet labyrint og myten om Minos, Ariadne, Theseus og Minotauros.

Knossos. Restaureret fresko; et tidligt eksempel på en slags tyrefægtning.

Knossos. Restaureret fresko; et tidligt eksempel på en slags tyrefægtning.

Rundt om paladset lå store fritliggende bygninger. Flere gravpladser er fundet omkring byen, bl.a. på Gypsadeshøjen syd for paladset. Voldsomme jordskælv og brande ødelagde paladset delvis i ca. 1450 f.Kr., men som det eneste palads på Kreta blev det ikke forladt. Tværtimod synes det herefter at have været under herredømme af mykenere fra det græske fastland. Rige fund af brændte lertavler med Linear B-skrift vidner om paladsets rolle som administrativt centrum i den mykenske periode. Tidspunktet for paladsets endelige ødelæggelse er omdiskuteret, men den kan tidligst være sket ca. 1375 f.Kr.

Annonce

Knossos forblev en betydelig by i de efterfølgende perioder. I 1. årh. f.Kr. blev den en romersk koloni; både den græske og den romerske by lå nord for det minoiske palads. Med arabernes erobring af Kreta ca. 825 ophørte Knossos' lange historie.

Se også minoisk og mykensk kultur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Thomasen: Knossos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107538