Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lucas Papademos

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Lucas Papademos, Loukas Papadimos, f. 11.10.1947, græsk økonom og 2011-12 premierminister i den samlingsregering, der i overgangsperioden efter Georgios Papandreous tilbagetræden og frem til parlamentsvalget i maj 2012 havde regeringsmagten i Grækenland.

Lucas Papademos er uddannet i fysik, elektroteknik og økonomi ved MIT, hvorfra han fik sin ph.d. i økonomi i 1977. Fra 1975 til 1984 underviste Papademos i økonomi ved Columbia University, New York, og fra 1988-93 var han økonomiprofessor ved universitetet i Athen. Fra 2010 har Papademos forelæst som gæsteprofessor ved Harvard University.

1985-1993 var Lucas Papademos cheføkonom i Grækenlands nationalbank, og fra 1994-2002 udfyldte han stillingen som nationalbankdirektør. I disse år var han en af arkitekterne bag indførelsen af euroen i Grækenland. Herefter fulgte en årrække som vicedirektør i Den Europæiske Centralbank (ECB), indtil han i 2010 forlod stillingen for at blive rådgiver for den græske premierminister Georgios Papandreou. Som rådgiver har Lucas Papademos under den græske gældskrise deltaget i Grækenlands forhandlinger med IMF, ECB og EU om at få den græske økonomi på fode.

Da Georgios Papandrepou trådte tilbage som følge af krisen, blev Lucas Papademos udpeget som midlertidig premierminister og officielt indsat på posten 11.11.2011. Efter det første af to parlamentsvalg i maj-juni 2012 blev Papademos efterfulgt af Panagiotis Pikrammenos (f. 1945), som fungerede på posten 16.5.-20.6.2012. Herefter indtrådte Antonis Samaras som ny premierminister.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lucas Papademos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=301804