Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland - historie (Nationalstatens opbygning, 1832-1922)

Oprindelige forfattere Pelt og TTK Seneste forfatter Redaktionen

Grækenland. Græske kolonier.

Grækenland. Græske kolonier.

Den 7.5.1832 indgik Storbritannien, Frankrig og Rusland uden græsk deltagelse et kompromis om landets styreform. Den bayerske prins Otto af Wittelsbach blev indsat som kong Otto af Grækenland med bayersk administration og 3500 bayerske soldater. Med Peloponnes, Centralgrækenland og Kykladerne omfattede den anerkendte stats territorium kun 36% af landets nuværende areal, og indbyggertallet var 753.400. Uden for dette område, på Balkan, i Anatolien og det østlige Middelhavsområde, boede ca. 3 mio. grækere.

Det nye Grækenland var et fattigt landbrugsland med isolerede landsbysamfund. Lokalsamfundet var præget af små selvforsynende familiebrug ofte i bjergrige områder og på sletterne af store markedsorienterede brug. Den maritime transport var betydelig, og den græske handelsflåde dækkede både Sortehavet og Middelhavet. Denne handelskapital samt statslige og udenlandske investeringer blev i 1860'erne grundlaget for en svag industrialisering i Athen, Patras, Lavrio og på øen Siros, der var centret for Ægæerhavets dampskibstrafik. Egentlig industrialisering begyndte først efter 1. Verdenskrig.

Kong Ottos styre kom hurtigt i konflikt med landets traditionelle magteliter. Modsætningen kulminerede i 1843 med et statskup, hvor Otto blev tvunget til at indføre et liberalt parlamentarisk demokrati med almindelig valgret for mænd (kvinder fik valgret i 1952). Udenrigspolitisk havde Otto også problemer. Han faldt i unåde hos Storbritannien og Frankrig, da han i Krimkrigen (1853-56) støttede Rusland mod Osmannerriget. Hans mål var at indlemme de græske områder Epiros og Thessalien. For at modvirke indlemmelsen iværksatte Storbritannien og Frankrig en flådeblokade af Piræus, besatte Athen og tvang regeringen til at gå af. Indlemmelsespolitikken, som kun ville acceptere den græske statsdannelse som komplet, når den omfattede samtlige grækere i området, kom under navnet "Den Store Idé" til at præge udenrigspolitikken frem til 1922. Den bragte konstant landet i et modsætningsforhold til Osmannerriget, og stormagternes interesser satte rammerne for græsk nationalstatsudvidelse.

Annonce

I 1862 blev spændingerne for store, og Otto abdicerede og forlod landet. Den danske prins Vilhelm af Glücksborg blev af stormagterne valgt til efterfølger og besteg i 1863 tronen som Georg 1., hellenernes konge. Til gengæld for accepten af den nye konge overdrog Storbritannien i 1864 de græsk beboede joniske øer til Grækenland. En ny forfatning med væsentlig indflydelse til kongen blev indført. Dermed sikrede Storbritannien sin kontrol med græsk udenrigspolitik frem til 1913, da Georg blev myrdet af en sindsforvirret mand i Thessaloniki.

Som følge af Osmannerrigets nederlag i Den Russisk-tyrkiske Krig (1877-78) fik Grækenland i 1881 tilkendt Thessalien, og oprør på Kreta og i regionen Makedonien fik i 1897 Grækenland til at erklære Osmannerriget krig. En tysk trænet og udrustet hær løb dog hurtigt den græske over ende, og kun stormagtsindgriben reddede Grækenland fra territoriale tab. Nederlaget førte til et voksende krav om reformer. Et oprør i hæren den 27.8.1909 førte året efter til kretenseren Eleftherios Venizelos' valg til premierminister. De følgende år gennemførtes omfattende moderniseringer af stat, hær og flåde, og efter sejr i Balkankrigene (1912-13) kunne Grækenland indlemme halvdelen af Makedonien samt Epiros, Kreta og de nordøstlige Ægæiske Øer. 1. Verdenskrig gav Grækenland en ny mulighed for at realisere Den Store Idé, og efter en intern splittelse mellem kong Konstantin 1. og Venizelos, som endte med kongens abdikation, gik Grækenland ind i krigen på Ententens side og fik ved Sèvresfreden i 1920 tilkendt Smyrna med opland i Lilleasien.

Lilleasienkatastrofen

Pga. befolkningens krigstræthed tabte Venizelos valget samme år, og Konstantin vendte tilbage til tronen. Under hans ledelse og støttet først og fremmest af Storbritannien, i mindre grad af Frankrig og USA, begyndte den græske hær i marts 1921 et felttog dybt ind i Lilleasien. Da Storbritannien og Frankrig stoppede deres militære hjælp til grækerne, blev de endegyldigt slået 60 km uden for Ankara af tyrkiske nationalister under Kemal Atatürk med støtte fra Rusland og Italien. Hundredtusinder af grækere flygtede, og 30.000 døde alene under den tyrkiske massakre på Smyrna. Som ansvarlig for katastrofen abdicerede kongen i 1922. Ved Lausannefreden 1923 enedes Grækenland og Tyrkiet om tvungen gensidig befolkningsudveksling. Under ledelse af Folkeforbundet gennemførtes en tvangsforflytning af 1,5 mio. grækere til Grækenland, mens 350.000 tyrkere måtte rømme landet.

Den græske diaspora

Siden oldtiden har græske befolkningsgrupper været spredt ud over og har haft stor indflydelse på udviklingen i det østlige Middelhav og Lilleasien. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 skete en betydelig udvandring til Europa. Efter dannelsen af den græske nationalstat bevarede patriarken, overhovedet for grækerne i Osmannerriget, loyaliteten over for sultanen helt frem til 1919. Dertil kom en række nye handelsaftaler og Tanzimatreformerne 1839-76, som gav grækerne i Osmannerriget en række rettigheder og muligheder, der gjorde dem i stand til at dominere industri, handel og bankvæsen. Denne magtposition og deres høje uddannelsesniveau gav dem indflydelsesrige poster i rigets administration. Samtidig medførte den øgede maritime handel en absolut græsk dominans inden for handelen mellem Rusland, Osmannerriget og Europa. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 kontrollerede grækerne størstedelen af Osmannerrigets økonomiske aktiviteter koncentreret i Konstantinopel og Smyrna. Diasporagrækernes økonomiske aktiviteter skabte en stor græsk tilvandring til de internationale udskibningshavne, fx Alexandria, Smyrna, Konstantinopel og Thessaloniki. Pga. Osmannerrigets svækkelse og den politiske uro som følge af nationalstatsdannelserne og især Balkankrigene 1912-13 begyndte den græske diasporakapital i stigende grad at investere i selve Grækenland. Her investerede de i jordejendom, minedrift, industri, infrastruktur og bankvæsen og ydede den græske stat store lån til opbygning af en moderne hær. Den Russiske Revolution i 1917 og bolsjevikkernes nationalisering af græsk ejendom samt grækernes katastrofale nederlag til tyrkerne afsluttede diasporagrækernes indflydelse i Rusland og Osmannerriget. Mange diasporagrækere flyttede deres økonomiske interesser til USA og Australien, hvor de fortsat har en betydelig økonomisk og politisk indflydelse.

Læs videre om Mellemkrigstiden. Økonomisk konsolidering og politisk polarisering (1923-41) i Grækenland, gå til starten af artiklen Grækenland - historie eller læs om Grækenland generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Pelt, Tom T. Kristensen: Grækenland - historie (Nationalstatens opbygning, 1832-1922) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=186348