Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland - historie (Juntatiden, 1967-74)

Oprindelige forfattere Pelt og TTK Seneste forfatter Redaktionen

Grækenland. Juntatiden 1967-74 oplevede en række ministre komme og gå. Oberst Georgios Papadopoulos (yderst tv.), hovedmanden bag militærets magtovertagelse i 1967, forblev regimets stærke mand frem til november 1973, da han blev fjernet ved et nyt militærkup. På fotografiet fra den 18.12.1967 ses Athens ærkebiskop tage nye ministre i ed efter den regeringsændring, som fulgte efter kong Konstantin 2.s mislykkede modkup den 13/12.

Juntatiden (1967-74) var præget af brutal forfølgelse af regimets fjender. Styrets dokumenterede brug af tortur medførte internationale reaktioner, og ikke mindst de nordiske landes kritik førte til, at Grækenland i 1969 trak sig ud af Europarådet. Juntaens leder, Georgios Papadopoulos, lod sig i 1972 udpege til regent.

I 1973 afskaffede juntaen monarkiet og udråbte republikken, og Papadopoulos blev udnævnt til præsident. Studerende i Athen anstiftede et oprør, som blev brutalt nedkæmpet den 17.11.1973. Ved et nyt militærkup en uge senere blev Papadopoulos afsat af chefen for sikkerhedspolitiet, Dimitris Ioannidis. I et forsøg på at skaffe regimet folkelig opbakning involverede det sig direkte i et kup i juli 1974 på Cypern mod landets leder, ærkebiskop Makarios 3. Juntaens støtte til kupmageren Nikos Sampson, der søgte Cyperns indlemmelse i Grækenland, fremprovokerede en tyrkisk invasion på øen. Udsigt til en krig mellem Grækenland og Tyrkiet fik juntaen til at kalde Karamanlis tilbage til Grækenland for at danne en civil regering.

Læs videre om Demokratiets konsolidering efter 1974, gå til starten af artiklen Grækenland - historie eller læs om Grækenland generelt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Pelt, Tom T. Kristensen: Grækenland - historie (Juntatiden, 1967-74) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86351