Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

seleukiderne

Oprindelig forfatter ViGab Seneste forfatter Redaktionen

seleukiderne, hellenistisk herskerdynasti, grundlagt i 312 f.Kr. af Alexander 3. den Stores general Seleukos 1. Nikator, som fra 321 f.Kr. var satrap (statholder) i Babylonien. Efter magtkampe med andre af Alexander den Stores generaler fik Seleukos i 312 f.Kr. kontrol med Babylon, og i 305-04 f.Kr. udnævnte han sig selv til konge. Han udvidede nu riget til at omfatte området fra Thrakien i vest til Indusfloden i øst; disse enorme besiddelser gjorde Seleukideriget til en af tidens betydeligste politiske, kulturelle og økonomiske magter.

Opretholdelsen af herredømmet bød imidlertid på svære udfordringer, da seleukiderne i modsætning til deres rivaler, især Ptolemæerriget, regerede over mange forskelligartede folkeslag og kulturer. Efter persisk forbillede blev riget opdelt i satrapier, der ligesom hæren lededes af en græsk-makedonsk overklasse.

Især de første tre konger grundlagde et stort antal byer, bl.a. Apameia ved Orontes, Seleukeia ved Tigris og Antiochia, rigets hovedstad fra ca. 280 f.Kr. Disse byer havde selvstyre, og ud over at fungere som regionale centre for kongemagtens finans- og militæradministration spillede de en vigtig rolle for udbredelsen af græsk sprog og kultur. Kongerne tilstræbte at blive assimileret i lokale religiøse strukturer og støttede aktivt magtfulde templer; dog fremkaldte Antiochos 4. Epifanes' forsøg på at opstille en Zeusstatue i templet i Jerusalem i 165 f.Kr. makkabæernes opstand.

Annonce

Indre magtkampe, krige, bl.a. mod ptolemæerne om Koele-Syrien 274-200 f.Kr., og ikke mindst opstande førte til rigets gradvise opløsning. Allerede ca. 250 f.Kr. havde seleukiderne mistet de østlige provinser, heriblandt Parthien, Baktrien og Sogdiana, og kort efter fulgte tabet af Pergamon.

Efter sit nederlag til romerne i 190 f.Kr. måtte Antiochos 3. Megas afstå alt territorium vest for Taurusbjergene, og med tabet af Kommagene i det nuværende Østtyrkiet og Judæa i Palæstina indskrænkedes riget til et lille område i Nordsyrien. Ved sin annektering af Syrien i 64 f.Kr. gjorde Gnaeus Pompejus en ende på Seleukiderigets ca. 250 år lange eksistens.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vincent Gabrielsen: seleukiderne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157344