Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

deme

Oprindelig forfatter MHH Seneste forfatter Redaktionen

deme, oldgræsk ord for kommune, anvendt i Athen og mange andre hellenske bystater.

I 507 f.Kr. lod Kleisthenes Attika opdele i 139 demer. En deme var et lokalsamfund, hvis voksne mandlige athenske beboere holdt møder og kultfester under ledelse af en valgt eller lodtrukket borgmester (demarch).

Medlemskab af demen var arveligt, og pga. vandringer fra land til by må en deme i 300-t. defineres som et arveligt betinget fællesskab af borgere, som mødtes på et sted, hvor nu kun nogle af demens medlemmer boede. Demens to vigtigste statsopgaver var at registrere 18-årige athenere som fuldborgere og at stille kandidater til femhundredmandsrådet.

Annonce

Demer varierede meget i størrelse. Den største var Acharnai med flere hundrede voksne mandlige medlemmer og 22 pladser i rådet; de mindste demer havde kun ca. 25 fuldborgere og én plads i rådet.

Se Athens demokrati.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Herman Hansen: deme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62952