Den Peloponnesiske Krig

Årsagen til krigen var ifølge Thukydid spartanernes frygt for Athens voksende magt; foranledningen var Athens sammenstød med Korinth på Korkyra og i Poteidaia samt Athens udelukkelse af Megara fra alle athenskdominerede havne og markeder. Athen nægtede at imødekomme spartanernes ultimatum om at ophæve sanktionerne mod Megara, og den første krigshandling var et mislykket natligt overfald i foråret 431 på Athens allierede Plataiai, udført af thebanerne som medlem af Det Peloponnesiske Forbund.

Krigen bar præg af, at den blev udkæmpet mellem to vidt forskellige stormagter. Athen var en flådemagt; byens store befolkning var afhængig af importeret korn, og dens velstand beroede i høj grad på eksport og handel. Sparta var en langt fattigere landbrugsstat, men spartanernes hær var den stærkeste i Hellas og den eneste, der var professionelt trænet. Spartanerne søgte at tvinge Athen i knæ ved år efter år at invadere Attika og ødelægge kornhøsten. Men athenerne var ikke længere afhængige af deres opland. De trak befolkningen ind bag byens mure og var rige nok til at kunne betale for det korn, de importerede. Deres leder i krigens første år var Perikles, og hans politik var at undgå en direkte konfrontation og i stedet trække krigen i langdrag. En voldsom pest 430-426 f.v.t. bortrev hen ved en tredjedel af Attikas befolkning, og i 429 f.v.t. døde Perikles selv af sygdommen.

I 425 f.v.t. lod athenerne sig overtale af Kleon til at føre en mere aggressiv politik. En spartansk hærstyrke blev indesluttet og fanget på øen Sfakteria ved Pylos i Messenien. Men året efter blev en athensk hær afgørende besejret i et slag ved Delion i Boiotien. En spartansk styrke under Brasidas marcherede i 424 f.v.t. op til Chalkidike og bragte de fleste af Athens allierede til frafald. I 422 f.v.t. blev athenerne slået af spartanerne og deres allierede i et slag ved Amfipolis. Både Kleon og Brasidas faldt i slaget, og Athen og Sparta kunne i 421 f.v.t. slutte fred på grundlag af status quo. Krigens første fase 431-421 f.v.t. kaldtes Den Archidamiske Krig efter spartanernes konge Archidamos 2., der i flere år anførte spartanernes invasionsstyrke. Freden blev kaldt Nikiasfreden efter den athenske general Nikias, der gennem hele sin politiske karriere trådte frem som modstander af den aggressive krigspolitik.

Nikiasfreden fulgtes af en fredsperiode, som første gang blev brudt af Athens alliance med Argos, Elis og Mantinea i 420-418 f.v.t. og anden gang af spartanernes støtte til Syrakus i 414 f.v.t.

I 415 f.v.t. fik Alkibiades overtalt athenerne til at gribe ind i en strid på Sicilien mellem Segesta og Selinunt, der støttedes af Syrakus. En athensk hær og flåde under Alkibiades og Nikias blev sendt til Sicilien i 415 f.v.t. Kort efter blev Alkibiades in absentia anklaget for helligbrøde og flygtede til Sparta. I 414 f.v.t. besejredes syrakusanerne i et slag foran byens mure, men belejringen af Syrakus mislykkedes, bl.a. fordi spartanerne i 414 f.v.t. sendte Gylippos til Syrakus for at lede forsvaret mod athenerne. Athenernes belejring blev brudt, deres flåde blev indesluttet i Syrakus' havn, og hele hæren måtte overgive sig i 413 f.v.t. Nikias blev henrettet, og i de følgende år måtte de athenske krigsfanger arbejde sig til døde som slaver i stenbruddene.

Athenernes knusende nederlag i 413 f.v.t. fik deres fjender til at gribe til våben. Spartanerne byggede et fort ved Dekeleia i Attika, som de således kunne hærge kontinuerligt resten af krigen. Mange af lydstaterne i Det Deliske Søforbund faldt fra Athen, som i krigens sidste år mistede sit overherredømme til søs. Spartanerne fik samlet en flåde, som de kunne finansiere med penge fra perserkongens satrapper i Lilleasien.

I Athen blev demokraterne holdt ansvarlige for nederlaget på Sicilien, og i 411-410 f.v.t. indførtes en kort overgang en oligarkisk forfatning, hvor byen blev styret først af et firehundredemandsråd og efter dets fald af embedsmænd udpeget af og blandt 5000 fuldborgere.

Fra 410 f.v.t. var Athen igen et demokrati. Man hjemkaldte en kort overgang Alkibiades, men han måtte endnu en gang gå i landflygtighed. En sidste søsejr ved De Arginusiske Øer i 406 f.v.t. blev skæmmet af Feltherreprocessen, hvor strategerne blev anklaget og dødsdømt for pligtforsømmelse. Athens sidste flåde blev udslettet af den spartanske flåde under Lysander ved Aigos Potamoi i 405 f.v.t. I mere end et halvt år blev Athen belejret og udsultet, og efter overgivelsen måtte athenerne ved freden i 404 f.v.t. afstå alle besiddelser uden for Attika, opløse Det Deliske Søforbund, udlevere resten af flåden, nedrive de lange mure mellem Athen og Piræus og tilslutte sig Det Peloponnesiske Forbund.

Den Peloponnesiske Krig blev allerede i samtiden opfattet som et sammenstød mellem to forskellige politiske systemer og ideologier: det spartanske oligarki over for athenernes demokrati. I alle bystater tilspidsedes modsætningen mellem rige og fattige, og når den endte i åben borgerkrig (stasis), skete det hyppigt, at den oligarkisk sindede overklasse søgte hjælp hos spartanerne, mens det menige folk tilkaldte athenerne. Borgerkrigene var ofte lige så ødelæggende som selve krigen, og Thukydid har formentlig ret, når han siger, at de 27 års krig og borgerkrig var den største katastrofe, der nogensinde havde ramt hellenerne.

• Grækenland i oldtiden