Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Demetrios Poliorketes

Oprindelig forfatter MHH Seneste forfatter Redaktionen

Demetrios Poliorketes, 336-283 f.Kr., makedonsk konge, søn af Antigonos 1. den Enøjede. Sit tilnavn Poliorketes ('belejreren') fik Demetrios, fordi oldgræsk belejringskunst nåede et højdepunkt under hans fejlslagne belejring af Rhodos i 305. I 307 befriede han Athen og andre græske bystater fra det makedonske overherredømme og blev året efter sin fars medkonge. Overalt i Hellas blev han hilst som en gud; i Athen som den personificerede Dionysos.

I Slaget ved Ipsos 301 led Demetrios og hans far nederlag, hvorefter deres rige i Lilleasien og Syrien blev delt mellem sejrherrerne. Demetrios var konge af Makedonien 294-288, indtil han blev fordrevet af Lysimachos og Pyrrhos. Herefter forsøgte han at genskabe sin fars rige i Asien, men i 285 måtte han overgive sig med sine lejetropper til Seleukos, som derefter holdt ham fangen, indtil han to år senere døde af druk.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Herman Hansen: Demetrios Poliorketes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62977