Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Antigonos

Oprindelig forfatter MHH Seneste forfatter Redaktionen

Antigonos, navn på en række konger over Makedonien i antikken, kaldet "Antigoniderne" efter Antigonos 1.

Antigonos 1

den Enøjede, 382-301 f.Kr., var general i Alexander den Stores hær og satrap (statholder) over Frygien fra 333. Ved mødet i Triparadeisos i 320 fik han kommandoen over den makedonske hær i Asien, og efter Antipatros' død i 319 forsøgte han sammen med sin søn Demetrios Poliorketes at genskabe og underlægge sig hele Alexanders rige. I 306 lod han sig udråbe til konge. Han fik besejret og dræbt Eumenes i 316, men de efterfølgende krige mod Kassander, Lysimachos, Ptolemaios og Seleukos endte med, at han blev besejret og dræbt i 301 i Slaget ved Ipsos.

Antigonos 2

Gonatas, ca. 320-239 f.Kr., søn af Demetrios Poliorketes, tog kongenavn ved faderens død i 283. Makedonien var imidlertid delt mellem Pyrrhos og Lysimachos, og Antigonos fik først magten i riget, efter at han i 278 havde vundet en knusende sejr over gallerne ved Lysimacheia. Han var stoiker og samlede en række af tidens fremtrædende filosoffer og digtere ved sit hof i Pella.

Annonce

Antigonos 3

Doson, ca. 263-221 f.Kr., var Antigonos 2.s nevø. Han blev formynder for Filip 5. i 229, men lod sig udråbe til konge i 227. I alliance med Det Achaiske Forbund førte han krig mod Sparta 224-222 og sejrede afgørende over Kleomenes 3. ved Sellasia i 222. Året efter døde han under et felttog mod illyrerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Herman Hansen: Antigonos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38649