Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sparta - historie

Oprindelig forfatter MHH Seneste forfatter Redaktionen

Byen Sparta var i den klassiske oldtid det politiske centrum i bystaten af samme navn. Lakedaimon var navnet på hele regionen, men brugtes også synonymt med Sparta, dels om byen, dels om staten. I romersk tid kaldtes regionen oftest Lakonien. Hellenerne selv benævnte deres stater med indbyggernes navn og kaldte Sparta for lakedaimonierne eller lakedaimoniernes polis.

Spartanerne var dorere og indvandrede formentlig i 900-t. f.Kr. Oprindelig kontrollerede de kun et lille territorium ved Evrotasflodens øvre løb omkring selve Sparta, men ca. 700 f.Kr. havde de erobret Lakedaimon og hele landskabet Messenien. Mens der for selve erobringen kun er belæg i sene kilder, er der for klassisk tid en langt sikrere viden om de undertvungne befolkninger i Lakedaimon og Messenien, som faldt i to skarpt adskilte grupper: periøker ('de omkringboende') og heloter (ord af usikker opr.).

Periøkerne var bosat i hen ved hundrede små bystater. De fik lov til at bevare et betydeligt lokalt selvstyre og en vis kontrol med oplandet, men var underlagt den spartanske bystat, som fastlagde udenrigspolitikken. Periøkerne var borgere i deres egne bystater, men gjorde tjeneste i hæren side om side med spartanerne og regnedes i denne sammenhæng for lakedaimoniere. Sparta var således en slags dobbeltstat bestående af dels spartanernes stat Sparta, dels lakedaimoniernes stat, der omfattede både Sparta og periøkernes lydstater i Lakedaimon.

Annonce

Landbefolkningen i de erobrede områder blev derimod frataget alle rettigheder og gjort til heloter, dvs. statsejede, livegne bønder. Deres ejendomme blev overtaget af den spartanske stat, og deres arbejdskraft blev stillet til disposition for den spartanske borger, der på livstid fik overdraget driften af helotens jordlod og udbyttet af hans arbejde. Ved spartanerens død faldt helotens jordlod tilbage til staten og blev tildelt en ny spartaner.

Der var formentlig færre egentlige slaver i Sparta end i andre græske bystater, og de titusinder af heloter udgjorde hovedparten af den ufrie befolkning. Heloterne var dorere ligesom spartanerne selv, og til forskel fra de ufrie befolkningsgrupper andre steder udgjorde de en homogen gruppe med fælles sprog, religion og kultur. Risikoen for en samlet opstand var derfor langt større, og den kroniske frygt for heloterne var baggrunden for mange af spartanernes love og institutioner, bl.a. den skik, at man hvert år offentligt erklærede heloterne krig. Mange af de spartanske skikke er dog kun kendt fra sene kilder, først og fremmest Plutarchs beskrivelse af den halvmytiske lovgiver Lykurg, og det er tvivlsomt, om de skikke og love, der tillægges Lykurg, er historiske.

Mindst to gange forsøgte heloterne at afkaste spartanernes åg. Ca. 680-660 f.Kr. førte spartanerne krig mod de oprørske heloter i Messenien, og et stort jordskælv i 464 f.Kr. udløste en opstand, som det tog fem år at slå ned. Både periøkerne og heloterne i Messenien genvandt deres frihed efter Spartas nederlag til Theben i Slaget ved Leuktra 371 f.Kr. I Lakedaimon blev periøker og heloter først definitivt befriet fra spartanernes overherredømme i 190'erne f.Kr.

De spartanske fuldborgere, der kaldtes spartiater, udgjorde en lille og stedse mindre del af befolkningen. I 600-t. f.Kr. var der formentlig ca. 10.000 spartiater. På Perserkrigenes tid i 400-t. f.Kr. var antallet faldet til 8000, og i begyndelsen af 300-t. f.Kr. var der kun ca. 1200 tilbage, hvoraf 400 faldt i Slaget ved Leuktra.

I perioden ca. 700-371 f.Kr. dominerede spartanerne et territorium på over 8000 km2, men bortset fra udstationerede garnisonstropper var spartiaterne kun bosat i selve byen Sparta og dens nærmeste omegn. Byen bestod af fire tætliggende landsbyer, der først i hellenistisk tid blev omgivet af en bymur. Den var således ikke en egentlig by i moderne forstand, men i arkaisk tid har over 8000 spartanske familier boet samlet på 2-3 km2.

Forfatningen

Sparta var en af de ganske få bystater, der forblev et kongedømme i klassisk tid. Den var endda et dobbeltkongedømme, og kongemagten var arvelig i agiadernes og eurypontidernes slægter, der ifølge myten begge nedstammede fra Herakles. I arkaisk og klassisk tid var kongernes magt dog begrænset til kommandoen over bystatens tropper i krig og til at være fødte medlemmer af bystatens senat, gerusia ('gammelmandsrådet'). Ud over de to konger havde rådet 28 medlemmer, alle aristokrater, valgt på livstid blandt spartiater over 60 år. Rådets to vigtigste opgaver var at dømme i alvorlige straffesager og at forbehandle alle de sager, der skulle forelægges folkeforsamlingen (apella). Her samledes de spartiater over 20 år, der kunne betale en hoplitudrustning og yde deres årlige bidrag til messerne. I modsætning til Athens borgere kunne menige borgere i Sparta hverken tale på folkeforsamlingen eller stille ændringsforslag. Man stemte ved råb, og alle vigtige beslutninger skulle ratificeres af folkeforsamlingen. Her valgte man også medlemmerne af gerusia og de fem eforer. Eforerne blev valgt for et år uden mulighed for genvalg. De besad den øverste udøvende magt, fældede dom i civile søgsmål og præsiderede over folkeforsamlingen.

Spartas forfatning var i sine grundtræk demokratisk; konstitutionelt lagde man vægt på, at alle spartanere var ligemænd, homoioi, og det ældste bevarede spartanske forfatningsdokument, fra 600-t. f.Kr., foreskriver, at magten, kratos, tilkommer folket, demos. Verdens ældste demokrati er således ret beset ikke det athenske, der først blev indført i 507 f.Kr.

Men med tiden reduceredes antallet af fuldborgere, fordi stedse færre spartiater opfyldte censusbestemmelserne. Endvidere er det sandsynligt, at den spartanske folkeforsamling i vid udstrækning blot har ratificeret gerusias forslag. Sparta forvandledes til et oligarki og blev i klassisk tid regnet for det førende i Hellas, ligesom Athen var det førende demokrati.

Platon, Aristoteles og andre beundrere af Spartas forfatning foretrak dog at beskrive den som et aristokrati eller som en "blandet forfatning", hvilket man mente var det ideelle. Spartas forfatning indeholdt da også elementer fra både monarki (kongerne), aristokrati (gerusia) og demokrati (folkeforsamlingen og eforerne, der blev valgt blandt alle borgere). De forskellige forfatningselementer kunne holde hinanden i skak: Kongerne blev ofte stillet for en forfatningsdomstol, og flere af dem dødsdømt. Gerusia havde vetoret over for folkeforsamlingen, og eforerne førte opsyn med alle spartanere.

Samfund

Den spartanske stat dominerede samfundet i alle dets aspekter og gjorde bl.a. opdragelsen af børn og unge til et statsanliggende. En nyfødt spartaner fremstilledes for en kommission, der afgjorde, om barnet skulle opfostres eller udsættes. Alle drenge forlod deres familie, når de var fyldt syv år, og levede de næste seks år i flokke, der hver var anført af en 20-årig. Mellem 13 og 18 år var de opdelt i årgange og blev trænet til den soldatertilværelse, der var kernen i den voksne spartanske mands liv, indtil han som 60-årig blev fritaget for militærtjeneste. Faste ritualer var knyttet til spartanerens overgang fra én aldersgruppe til en anden, især til hans indtræden i de voksnes rækker som 20-årig. Mange af skikkene, fx at hver af de unge mænd i krypteia, en slags hemmeligt politi, skulle snigmyrde en helot, inden de trådte ind i de voksnes rækker, kendes kun fra senere kilder, og det er stærkt tvivlsomt, om skikkene er historiske.

Den kollektive tilværelse fortsatte i voksenalderen: Mændene boede, spiste og sov sammen i delinger; man sagde træffende, at det spartanske samfund var indrettet som en feltlejr. En spartaner kunne først som 30-årig stifte familie, og selv derefter levede han størstedelen af tilværelsen sammen med sine våbenbrødre. Hver deling boede sammen i bivuakker, syskenier, og en essentiel del af fællesskabet var deres fællesmåltider, syssitier, som de selv skulle betale ved aflevering af en del af deres afgrøder. I praksis blev denne bestemmelse efterhånden problematisk, da færre og færre havde jordbesiddelser, der var store nok til at opfylde kravet om bidrag. Fællesskabet medførte, at mandlig homofili og pæderasti i endnu højere grad end i det øvrige Hellas var et vigtigt og fuldt accepteret aspekt af tilværelsen. Desuden fik kvinderne en langt friere stilling og kunne fx besidde formue og træffe økonomiske dispositioner.

Den frugtbare Evrotasfloddal gjorde spartanerne selvforsynende med fødevarer. Spartanerne slog ikke mønt, og vareomsætningen hvilede fortrinsvis på tuskhandel. Man havde en unik arbejdsdeling, hvor heloterne stod for landbruget, periøkerne indtog en central stilling inden for håndværk og handel, mens spartanerne først og fremmest var professionelle soldater. Til forskel fra andre hellenere var spartanerne isolationister i både økonomisk og kulturel henseende; de forbød indvandring af frie fremmede til Lakedaimon og Messenien, og med mellemrum afholdt de "fremmedfordrivelser" af dem, der havde haft held til at omgå forbuddet. Fra ca. 525 f.Kr. blev Sparta noget så besynderligt som en lukket bystat, der både kulturelt og økonomisk hvilede i sig selv.

Udenrigspolitik

Samtidig var Sparta imidlertid en stormagt, der fra ca. 550 f.Kr. stod i spidsen for Det Peloponnesiske Forbund; Sparta havde den eneste professionelle hoplithær i Hellas og ledede alliancen mod Xerxes under Perserkrigene 481-479 f.Kr. I løbet af 400-t. f.Kr. overtog Athen pladsen i spidsen for Det Deliske Søforbund. Men efter Athens nederlag i 404 f.Kr. var Sparta igen førende, indtil to store nederlag til Theben ved Leuktra i 371 f.Kr. og ved Mantinea i 362 f.Kr. definitivt gjorde en ende på Spartas magtposition. Spartanerne kunne knap nok opretholde bystatens interne struktur, og reformer under kong Agis 4. (244-241 f.Kr.) og Kleomenes 3. (235-222 f.Kr.) løste ikke problemerne. Sparta blev tvunget ind i Det Achaiske Forbund i 192 f.Kr. og førte en upåagtet og hensygnende tilværelse som en nominelt selvstændig bystat efter romernes erobring af Hellas i 146 f.Kr. Under Nero (54-68 e.Kr.) genskabte man det spartanske samfund som en slags reservat, hvor rige romere kunne se spartanske drenge blive pisket foran Artemis Orthias alter. Man vidste ikke længere, hvordan den gamle spartanske samfundsorden havde været indrettet, men rekonstruerede den på et ofte falsk kildegrundlag. Det er umuligt at finde ud af, i hvilket omfang denne rekonstruktion har inficeret kilderne, især Plutarchs Lykurgbiografi, der har været en hovedkilde til den beundring for Sparta, som har været fremherskende i europæisk tradition, specielt i oplysningstiden.

Læs mere Sparta eller om Grækenlands historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Herman Hansen: Sparta - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162922