• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sparta

Oprindelige forfattere ARat og TTK Seneste forfatter Redaktionen

Sparta, (nygr. Sparti, oldgr. Sparte), græsk by på den sydlige del af Peloponnes. Sparta er bispesæde og administrativ hovedby i amtet Lakonien. Byen har 14.817 indb. (2001). Den moderne by er opbygget fra 1834 på opfordring fra kong Otto, og den ligger vest for floden Evrotas mellem bjergkæderne Taigetos i vest og Parnonas i øst.

Byen er en udpræget provins- og landbrugsby med rektangulære brede gader, og den er domineret af moderne betonhuse og kun få neoklassiske bygninger omkring byens centrale torv. De danske arkitekter brødrene Christian og Theophilus Hansen stod bag opførelsen af hhv. rådhuset (1836) og det neoklassisk udformede arkæologiske museum (1870'erne).

Industrien er beskedent udviklet med produktion af fødevarer, træ, transportudstyr, metalprodukter og ikke-metalliske mineraler. De fleste udgravninger og ruiner af det antikke og byzantinske Sparta ligger i den nordlige udkant af byen. De mange antikke seværdigheder har gjort Sparta til det sydlige Peloponnes' største turistcenter med ca. 100.000 udenlandske overnatninger (2001).

Annonce

Bronzealderbeboelsen ligger ved den senere helligdom for Menelaos og Helena lidt uden for selve Sparta. Fra to helligdomme for Artemis og en for Zeus Messapios stammer depotfund, som belyser lokal produktion af bl.a. figurdekoreret keramik, terrakottastatuetter og blyfigurer. Artemiskulten begyndte i 700-t. f.Kr. og varede til op i romersk kejsertid. Fra det romerske Sparta er bevaret ruiner af en stoa og et teater samt et stort antal mosaikgulve.

Læs videre om Spartas historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annette Rathje, Tom T. Kristensen: Sparta i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162921