Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egnatia

Oprindelig forfatter TTK Seneste forfatter Redaktionen

Egnatia, (efter Gnæus Egnatius, romersk konsul), Egnatia Odos, Via Egnatia, græsk vej; både nutidig motorvej og romersk hærvej. Den romerske konsul Gnæus Egnatius byggede 146-120 f.Kr. hærvejen, der forbandt Rom med Byzantion (nuv. Istanbul). I 2000 åbnedes de første strækninger af en firesporet motorvej, der følger hærvejens rute; den færdiggøres 2008.

Oldtidens Via Egnatia var en oversøisk forlængelse af Via Traiana, og den var anlagt af hensyn til militær transport. Men den brolagte vej med en bredde på 3-5 m fik også stor betydning som en alternativ handels- og transportvej til søvejen mellem Adriaterhavet, Det Ægæiske Hav og Sortehavet. Vejen spillede en vigtig handelsmæssig og kulturel rolle gennem den byzantinske og post-byzantinske periode.

Egnatia er et af de største motorvejsprojekter i Europa og forventes at koste ca. 6 mia. euro. Projektet er finansieret af EU, den græske stat og Den Europæiske Investeringsbank. Samfundsmæssigt får den nye motorvej stor betydning for nordgræsk økonomi, for samhandelen på Balkan og mellem Balkanlandene, Tyrkiet og Vesteuropa.

Annonce

Anlæggelsen af motorvejen har afdækket 270 historiske steder, og 45 større arkæologiske udgravninger er foretaget med det resultat, at motorvejsføringen er blevet ændret af hensyn til betydelige fund samt af hensyn til økologiske og miljømæssige forhold.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tom T. Kristensen: Egnatia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68469