Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kykladerne

Oprindelig forfatter TTK Seneste forfatter Redaktionen

Kykladerne, græsk øgruppe og amt, beliggende i Det Ægæiske Hav; 2527 km2, ca. 122.600 indb. (2011). Øgruppen former en cirkel (kyklos) med øen Delos som centrum og består af 44 større øer, hvoraf 33 er beboede; de største er Naxos, Andros, Paros, Tinos, Milos, Kea, Amorgos og Ios. Den administrative hovedby er Ermoupoli (11.400 indb. 2011) på øen Siros, 1800-t.s center for dampskibstrafikken i det østlige Middelhav.

Øerne har typisk Middelhavsklima, er bjergrige med det højeste punkt på Naxos (1001 m) og med beskeden vegetation. Geologisk er øerne en del af fastlandets pelagozone og udgør den sydøstlige ende af Attika-Kyklademassivet, der strækker sig ud i Ægæerhavet. Undergrunden består af tertiære, krystalliske bjergarter, sand- og kalksten, metamorfe og vulkanske stenarter. Oprindelig udgjorde Kykladerne bunden af et stort ocean kendt som Tithis. Santorini og Milos er af vulkansk oprindelse, og området er tektonisk ustabilt med jævnlige mindre jordskælv.

Øerne er i dag kendt for den kykladiske arkitektur med små sammenbyggede hvidkalkede huse og kirker i kubistiske former. De tidligere så karakteristiske vindmøller med lærredsejl til maling af korn op oppumpning af vand er stort set forsvundet. I dag findes moderne vindmøller til produktion af el. På flere øer fx Siros og Tinos er den romersk-katolske kirke udbredt.

Annonce

Turisme udgør den største indtægtskilde med en omfattende charterturisme til de større øer, hvilket har betydet en delvis afvikling af den traditionelle græske økultur og en betydelig økologisk belastning. Ca. 1/5 af arealet er opdyrket, men den tidligere udbredte terrassekultur er siden 1950-1960'ernes store afvandring forfaldet. Landbruget producerer bl.a. oliven, druer, hvede og citrusfrugter samt en betydelig mængde kød, mælk og ost fra geder og får. Industrien er beskeden, og de større øer producerer fødevarer, transportudstyr, keramik, træprodukter og beklædning. Der er minedrift, sten- og marmorbrud, hvoraf de større produktioner er smergel og asbest på Naxos, metalmalm (mangan, nikkel, købber, krom, zink, molybdæn) samt kaolin, perlit, pozzolan, pimpsten og bentonit på de mineralrige øer Milos og Santorini. På Andros, Tinos og Paros brydes hvid og grøn marmor.

Øerne var hjemstedet for en af Middelhavets store civilisationer, den kykladiske bronzealderkultur ca. 3200-1100 f.Kr. Senere blev øerne præget af joniske og doriske invasioner. Efter den vulkanske eksplosion på Santorini kom kykladerne fra 1500 f.kr under Mykenes kontrol. I det 10. årh. f.kr. blev øerne koloniseret af jonerne, og Delos blev det religiøse center for den græske verden. I det 5. årh. f. kr. blev øerne underlagt Athen og senere af makedonerne og romerne. Under det byzantiske imperium var øerne i perioder udsat for gotisk, saracensk og slavisk udplyndring. I 1204 blev mange af øerne besat af korsfarerne og overgivet til venetianerne, der opdelte dem i mange små hertugdømmer. Med Konstantinopels fald 1453 til ottomantyrkerne blev de ledende romersk-katolske familiedynastier på øerne underlagt Sultanen. Efter den russisk-tyrkiske krig 1770 blev en del øer kontrolleret af Rusland for senere igen at blive underlagt Sultanen frem til den græske frihedskrig 1821-29, hvor de blev en del af den nye moderne græske stat. Under 2. Verdenskrig var mange øer besat af Italien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tom T. Kristensen: Kykladerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112966