Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kreta

Oprindelige forfattere HTho, LNoerg, MHH og TTK Seneste forfatter Redaktionen

Kreta. Samariakløften er et yndet, men krævende vandringsmål for mange turister, der besøger øen. Vandreturen gennem den 16 km lange, 4-40 m brede og op til 600 m dybe kløft byder på en højdeforskel på over 1000 m, men også muligheden for at opleve et storslået landskab.

Kreta. Samariakløften er et yndet, men krævende vandringsmål for mange turister, der besøger øen. Vandreturen gennem den 16 km lange, 4-40 m brede og op til 600 m dybe kløft byder på en højdeforskel på over 1000 m, men også muligheden for at opleve et storslået landskab.

Kreta, Grækenlands største ø, beliggende i den sydøstlige del af Middelhavet syd for Kykladerne; 8261 km2, 623.100 indb. (2011). Øen er aflang, 258 km øst-vest, med en varieret, bugtende 1046 km lang kyst med forrevne klipper, sten- og sandstrande. Nordkysten har lange og brede sandstrande og store naturlige havne som Soudabugten øst for Chania by.

På den sydvestlige kyst ved Elafonisi findes vadehavsområder, mens Europas eneste naturlige palmekyst ligger på øens nordøstlige del ved Vái. Bjergmassiver, heraf tre over 2000 m, og højland dækker 4/5 af øen; lavlandet udgøres af en svagt skrånende nordkyst og af de store sletter Mesara i syd og Lassithi i øst. Af 30 omkringliggende øer er Gavdos (33 km2) i Det Libyske Hav den eneste beboede (95 indb. 2001).

Geologisk er Kreta en forlængelse af Pindos'tertiære kalkstensfoldebjerge. Der er frugtbare dale og mange kløfter, hvoraf den 16 km lange Samariakløft omgivet af et fredet naturområde er Europas længste. Kreta ligger i et tektonisk ustabilt område og har været ramt af mange ødelæggende jordskælv.

Annonce

Fra de tre største byer, Iraklio, Chania og Rethimno, er der daglig bilfærgeforbindelse til Piræus, og fra Iraklio er der desuden store flyvebåde til Piræus. Øen har ny motorvej langs nordkysten fra Chania i vest til Ag. Nikólaos i øst. På sydkystens bjergrige side er infrastrukturen stadig svagtudviklet.

Kreta har typisk Middelhavsklima med lange, tørre og varme somre og korte, milde og regnfulde vintre. Bjergene deler øen op i et nordligt frugtbart og grønt maki-område og sletteland med frisk sommervind, meltemi, blæsende fra nord, og et sydligt tørt og tyndt befolket garrigue-område med subtropisk klima og en varm sommervind, livas, blæsende fra Sahara. Skovning, overgræsning og skovbrande har begrænset skovområdet, der består af cypres, eukalyptus, platan, eg, valnød og ceder. Floraen er rig og meget varieret med et af Europas højeste antal endemiske arter, heraf mange krydder- og lægeurter, der kultiveres på det Mediterranske Agronomiske Institut i Chania. Jagt har reduceret dyrelivet, og i dag er der kun meget små bestande af vild bjergged (bezoarged), hjort, vildsvin, grævling samt stork, pelikan, hejre og lammegrib.

Kreta er en samlet administrativ region opdelt i amterne Chania, Rethimno, Iraklio og Lassithi, og øens administrative, økonomiske og turistmæssige center er hovedbyen Iraklio. Andre større byer er Chania og Rethimno. Kreta har universitet (1973), polyteknisk og agronomisk læreanstalt. Den er delt i syv bispesæder med en metropolit og har ca. 30 aktive munke- og nonneklostre.

Landbruget er hovederhvervet med dyrkning af citrusfrugter, oliven, johannesbrød, tomater, kartofler, druer, hvede, æbler, ferskner, auberginer, agurker og meloner samt husdyr- og hyrdedrift.

Industrien er beskeden med fremstilling af føde- og drikkevarer, keramiske lerprodukter, cement, marmor, træ og kork, møbler, beklædning og fodtøj, metalprodukter, maskiner og souvenirs til turister.

Turismen. Antallet af overnattende udlændinge pr. år er siden 1980'erne blevet fordoblet til over 10 mio. Lange strækninger af nordkysten samt sydøstkysten er blevet bebygget med mindre hoteller, pensioner og sommerhuse. I det naturskønne, centralt beliggende højland og bjergområde findes fortsat mange traditionelle landsbyer, der sammen med øens badestrande, arkæologiske og historiske seværdigheder udgør turisternes udflugtsmål. Sammen med turisme er handel og service i dag øens vigtigste erhverv.

Forhistorie

Kretas befolkning menes at være indvandret fra Lilleasien. De tidligste spor af beboelse er fundet i Knossos fra ca. 6000 f.Kr. I den tidlige bronzealder, ca. 3000 f.Kr., skete en tilvækst i befolkningen, samtidig med at en række forandringer fandt sted, bl.a. indførelsen af brugen af metal. Hermed lagdes grunden til den minoiske kulturs opståen.

Knossos. Tronrummet.

Knossos. Tronrummet.

I den mellemste bronzealder, ca. 2000 f.Kr., rykkede befolkningen ud til kysten. Store paladser blev bygget, fx Knossos, Phaistos, Mallia og Zakros; samtidig opstod kystbyer som Gournia og Palaiokastro. Den øgede handel med Levanten, Egypten og De Ægæiske Øer samt landbrug og forarbejdning syntes at være centreret omkring paladserne. Den tidligste piktografiske skrift blev opfundet, og pottemagerhjulet indført.

Kort efter 1700 f.Kr. blev de gamle paladser ødelagt, men kort tid efter genopbygget på samme sted. Den efterfølgende periode i sen bronzealder, ca. 1700-1450 f.Kr., regnes for den minoiske kulturs absolutte højdepunkt. Kreta dominerede Det Ægæiske Hav indtil ca. 1500 f.Kr., da ødelæggelser lagde det meste af øen i ruiner. Herefter domineredes Kreta af mykenere med hovedsæde i Knossos.

Historie

I geometrisk og arkaisk tid var Kreta stadig et kulturelt og politisk centrum. På øens øst- og vestspids fandtes enklaver med eteo-kretensere, en græsk betegnelse for den før-græske befolkning; men langt de fleste kretensere var nu dorisktalende grækere.

Kreta var berømt som øen med de 100 bystater, og traditionen er ikke langt fra sandheden. I indskrifter fra arkaisk, klassisk og hellenistisk tid kan spores hen ved 70 bystater, hvoraf en tredjedel var lydstater domineret af de store bystater: Axos, Gortyn, Knossos, Lyttos, Dreros, Lato og flere andre; de fleste lå midt på øen, øst for Idabjerget og rundt om bjerget Dikte. Endvidere lå de inde i landet, ofte på et højdedrag, og ikke ude ved kysten som mange af bystaterne i det øvrige Hellas.

Gennem hundredvis af bevarede indskrifter får man et omfattende billede af de kretensiske bystaters sociale og politiske struktur. Befolkningen var opdelt i fire hovedgrupper: borgere (politai), frie uden borgerret (apetairoi), trælle (woikeis) og slaver (douloi). Ligesom i Sparta var borgerne opdelt i aldersgrupper, og de voksne borgere udgjorde en krigerkaste, der indtog deres måltider i offentlige messer og ikke i deres hjem. Staten blev styret af valgte embedsmænd (kosmoi) samt af et "senat" sammensat af de afgåede embedsmænd. Folkeforsamlinger fandtes, men var uden betydning.

Ca. 500 f.Kr. forsvandt Kreta fra begivenhedernes centrum, kulturelt og politisk. Både den arkæologiske evidens og historieskrivernes tavshed om Kreta tyder på en kraftig tilbagegang i velstand og folketal gennem hele den klassiske periode. Kretensiske bystater deltog hverken i Perserkrigene, i Den Peloponnesiske Krig eller i de omfattende krige i 300-t. f.Kr. I hele denne periode nævnes kretenserne fortrinsvis, fordi de tjente i de græske hære som lejetropper, især bueskytter. Og når filosoffer som Platon og Aristoteles fremhæver kretensernes statsforfatning som forbillede, er det en slags idealiseret fællesnævner for de arkaiske kretensiske bystatsforfatninger, de beskriver. En fælles kretensisk forfatning har kun eksisteret i filosoffernes fantasi.

Først i hellenistisk tid hører vi igen hyppigt om kretensiske bystater. De fleste af dem var nu sammensluttet i en forbundsstat. Alligevel forekom borgerkrige ofte, især mellem de tre ledende bystater: Knossos, Gortyn og Lyttos. Uden for Kreta var øens beboere frygtet som pirater; først med romernes erobring i 67 f.Kr. lykkedes det at få dem udryddet.

Efter den romerske erobring blev Kreta sammen med Cyrenaika til provinsen Creta et Cyrenae med Gortyn som hovedstad. Ved Romerrigets deling i 395 blev øen byzantinsk provins. Ca. 820 kom den i de saracenske araberes besiddelse, men blev i 961 befriet af den senere kejser Nikeforos 2. Fokas. Efter det 4. korstog (1204) blev øen solgt til Venezia, der styrede den i over 400 år. Kreta regeredes i den periode af en lille venetiansk og en lidt større græsk landadel, men gradvis opløstes den middelalderlige feudale struktur, og det dominerende element blev et opvoksende bourgeoisi, hvis økonomiske grundlag var en blomstrende handel på Levanten. I 1669 faldt Iraklio efter mere end to års osmannisk belejring. I 1770 gav Den Tyrkisk-russiske Krig anledning til en række opstande på øen pga. det tyrkiske herredømme, som varede fra 1669 til 1913; således tog Kreta uden held del i Den Græske Frihedskrig (1821-29). Efter årtiers kampe fandt stormagterne det i 1898 opportunt at give øen selvstyre, og indtil foreningen med Grækenland i 1913 styredes Kreta af en højkommissær udpeget af de europæiske stormagter. Kreta var under 2. Verdenskrig genstand for ødelæggende kampe og besat af Tyskland 1941-44.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Thomasen, Lars Nørgaard, Mogens Herman Hansen, Tom T. Kristensen: Kreta i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110951