Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kithira

Oprindelig forfatter TTK Seneste forfatter Redaktionen

Kithira, Kythera, græsk ø tilhørende De Joniske Øer, men administrativt en del af Attika Amt; 278 km2, 3354 indb. (2001). Hovedbyen Kithira (Chora) ligger ved foden af en venetiansk borg (1503) tæt på den lille havneby Kapsáli på øens sydspids. På østsiden af øen findes drypstenshuler og rester af minoisk bosættelse. Fra byen Diakófti med dens nye havn er der skibsforbindelse til Peloponnes, Piræus og Kreta. Øen har flere byzantinske kirker, middelalderlandsbyer og klostre. Midt på øen ligger den gamle hovedby Paleochora som en spøgelsesagtig ruinby ødelagt af pirater 1537. Fra øens lufthavn er der flyforbindelse til Athen. Emigration, primært til Australien, har mere end halveret øens tidligere befolkningstal. Kithiras økonomiske grundlag hviler på penge fra emigrerede familier, lidt landbrug og en beskeden turisme.

I antikken havde Kithira en berømt Afroditehelligdom, som af Herodot ansås for den ældste Afroditekult i Grækenland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tom T. Kristensen: Kithira i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106708