Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kefalonia

Oprindelige forfattere LEHe og TTK Seneste forfatter Redaktionen

Kefalonia, græsk ø, den største i øgruppen De Joniske Øer; amt med samme navn.

Amtet, 904 km2, 39.488 indb. (2001), består af øerne Kefalonia og Ithaka samt 12 små øer.

Øen, 781 km2, 36.404 indb. (2001), er frodig og domineret af en nord-sydgående bjergryg, bl.a. beklædt med det sjældne cederlignende grantræ Abies cephalonensis. Naturparken Énos-bjerget (1628 m) er højeste punkt på De Joniske Øer og har en rig flora og fauna med bl.a. vilde heste.

Annonce

Hoved– og havnebyen Argostoli, grundlagt 1757 med bispesæde, 9037 indb. (2001), er kendt for sit offentlige bibliotek med venetianske arkiver. Efter omfattende jordskælv i 1953 er de fleste huse blevet genopbygget. Øens lufthavn ligger 10 km syd for byen.

Øens største landbrugsområde er Livadiasletten syd for Argostoli. Der dyrkes oliven, kartofler, tomater, hvede, citrusfrugter, druer og bomuld. Der er kvægdrift med produktion af mælk, ost og kød. Industrien er beskeden med produktion af føde- og drikkevare, træ og kork samt ikke metalliske mineraler. Øen har flere bådværfter, og der eksporteres tørrede druer (korender) og vin. Turisme er øens vigtigste indtægtskilde. Øen har flere klostre og middelalderborge.

Havnebyen Sami på den klippefyldte østkyst er øens vigtigste trafikhavn med skibsforbindelse til Patra, Ithaka, Korfu og Italien. Ved kysten nord for Argostoli findes et særligt geologisk fænomen, Katavothres-hulen, hvor havvand med stor kraft strømmer ind i en hule og forsvinder under jorden for at løbe ud på den modsatte side af øen i Melissani-grotten.

I den klassiske oldtid var øen delt mellem bystaterne Krane, Pale, Same og Proni, alle med rødder i bronzealderen. Man kender flere grænseforter og mange helligdomme. Byerne havde mure og store planlagte kvarterer. Fra romersk tid kendes adskillige landvillaer og en basilika. Under den græske frihedskrig boede den engelske forfatter Lord Byron i landsbyen Metaxáta 1823. Under 2. Verdenskrig var øen først besat af Italien og fra 1943 af Tyskland, der udslettede den italienske garnison ved magtovertagelsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Emilie Hertz Büchert, Tom T. Kristensen: Kefalonia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105234