Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

føn

Oprindelig forfatter Theil Seneste forfatter Redaktionen

føn, tør og varm vind på læsiden af et bjerg. Fønvinde er almindelige i de fleste bjergegne og bærer ofte lokale navne, i Rocky Mountains fx chinook. I Danmark kendes føn bl.a. fra Vendsyssel, hvor lævirkningen fra de norske fjelde giver solrigt vejr i perioder med nordvestenvind. Fønvinde optræder ofte som hurtige og markante vejrskift og er kendt for at påvirke menneskers psyke mod det mere uligevægtige.

Ordet føn kommer af tysk Föhn, af latin (ventus) fa(v)onius 'lun vind'.

Fønvirkningen skyldes de fysiske processer under vindens passage af bjerget. På vindsiden tvinges luften opad og afkøles med 1 °C pr. 100 m (tøradiabatisk afkøling). Efterhånden, når luftmassens dugpunkt passeres, dannes skyer og nedbør, og der frigives store mængder energi fra kondensationen af vanddamp til vand. Dette energitilskud betyder, at afkølingen ved den fortsatte opstigning dæmpes til 1/2 °C pr. 100 m (fugtadiabatisk afkøling). På læsiden af bjerget synker den nu udtørrede luftmasse ned og opvarmes tøradiabatisk med 1°C pr. 100 m. Vejret på læsiden vil derfor være relativt varmt, tørt og solrigt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Theilgaard: føn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=488970