Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fatamorgana

Oprindelig forfatter HFa Seneste forfatter Redaktionen

Fata morgana. Øverst: Når lysstrålerne afbøjes i luft med atypiske temperaturforhold i atmosfærens nederste niveauer, kan fata morgana optræde. Billedet af fjerne ting ses strække sig op på himlen i et eventyragtigt skue. Midten: Luftspejling over solopvarmet ørkensand eller asfaltvej. Den varme luft spejler lysstrålerne, så himlens lys synes at komme nedefra og ser ud som en sø foran iagttageren. Træer og huse ses både retvendt og som spejlbilleder. Fænomenet kaldes nedre luftspejling. Nederst: Ved markante temperaturstigninger opad i luftlagene (inversion) kan der optræde en spejling i inversionslaget. Spejlbilleder af fjerne ting kan da ses oppe i luften, og fænomenet kaldes øvre luftspejling.

fatamorgana, optisk bedrag, frembragt af flere samtidige såkaldte luftspejlinger. Hvor kølig luft med uensartet temperaturstigning opad i atmosfæren ligger over en varm overflade, vil brydningsforholdet i atmosfærens laveste niveauer samt evt. temperaturkontraster mellem luften og bjergsider dels afbøje, dels spejle lysstrålerne, så små og fjerne genstande ses store strækkende sig mod himlen i et flimrende, flygtigt og eventyragtigt skue. Dele af sceneriet ses til tider frit svævende i luften. Fatamorgana kan optræde over ørkener, men ses trods navnets oprindelse ofte i polaregne.

Fatamorgana kommer af italiensk 'feen Morgana', 1. del af latin fatum 'skæbne'.

Ifølge en legende boede feen Morgana i et krystalslot under vandet ved Messinastrædets høje bjerge, og hun kunne med sine magiske kræfter bygge fantastiske slotte af den bare luft.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Faurby: fatamorgana i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493648