Beauforts vindskala er en skala til inddeling af vindstyrke. Den blev udviklet af admiral sir Francis Beaufort (1774-1856), som i 1805 beskrev vinden i 13 styrker, fra 0, vindstille, til 12, orkan, "that which no canvas can withstand" (som intet sejl kan modstå). Skalaen blev med det samme obligatorisk i den engelske flåde og i 1874 accepteret af den internationale meteorologiske komité.

Faktaboks

Også kendt som

Beaufort-skalaen

Oprindeligt blev de enkelte vindstyrker benævnt efter den mest hensigtsmæssige sejlføring, fx mærsejlskuling og bramsejlskuling, men nu sker inddelingen efter den målte vindhastighed. Til hver vindstyrke hører en standardbeskrivelse, som gør det muligt uden vindmåler at angive vindstyrken i beaufort med acceptabel nøjagtighed.

Oversigt over vindstyrke

Vindstyrke Betegnelse På land På åbent hav m/s knob
0 stille røg stiger lige op havet er spejlblankt < 0,3 < 1
1 næsten stille røg hælder; vindfane påvirkes ikke små krusninger, men uden skum 0,3-1,5 1-3
2 svag vind små blade bevæger sig; vindfane viser retning korte småbølger, der ikke brydes 1,6-3,3 4-6
3 let vind blade og små kviste bevæger sig; vimpler løftes kraftige småbølger; glasagtigt skum 3,4-5,4 7-10
4 jævn vind støv og papir løftes; kviste og mindre grene bevæger sig mindre bølger; ret hyppige skumtoppe 5,5-7,9 11-16
5 frisk vind små løvtræer svajer lidt middelstore bølger; mange skumtoppe 8,0-10,7 17-21
6 hård vind store grene bevæger sig store bølger; hvide skumtoppe overalt 10,8-13,8 22-27
7 stiv kuling større træer bevæger sig; trættende at gå mod vinden hvidt skum fra brydende bølger føres i striber i vindens retning 13,9-17,1 28-33
8 hård kuling kviste og grene brækkes af; besværligt at gå mod vinden temmelig høje og ret lange bølger; skumsprøjt 17,2-20,7 34-40
9 stormende kuling store grene knækkes; tagsten blæser ned høje bølger; skumsprøjt kan påvirke sigtbarheden 20,8-24,4 41-47
10 storm træer rives op med rode; betydelige skader på huse meget høje bølger; skumsprøjt påvirker sigtbarheden 24,5-28,4 48-55
11 stærk storm talrige ødelæggelser; for at stå må man holde sig fast umådelig høje bølger; sigtbarheden forringes 28,5-32,6 56-63
12 orkan voldsomme ødelæggende virkninger luften fyldt med skum og sprøjt; sigtbarheden forringes væsentligt > 32,6 > 63

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig