Fra de tidligste tider har man været klar over, at tidevandet er knyttet til Solens og Månens bevægelser. Jord-Måne-systemet udgør tilsammen et enkelt, bevægeligt system, der roterer omkring et fælles massemidtpunkt i rummet. Denne rotation har en periode på 27,3 døgn (den sideriske omløbstid). Jord-Måne-systemet er overordnet kraftmæssigt i balance, idet den indbyrdes massetiltrækning opvejes af centrifugalkraften fra rotationen om det fælles massemidtpunkt. Mens centrifugalkraften er lige stor i alle punkter på Jorden, afhænger Månens tiltrækningskraft både af dens masse og dens afstand fra Jorden. Da afstanden til Månen ikke er den samme overalt på Jorden, oplever det punkt på Jorden, der er tættest på himmellegemet, den største massetiltrækning, og det punkt, der er længst væk, den mindste. Variationen er i alt ca. ±3 %. I ethvert punkt på jordoverfladen vil der derfor være en lille forskel mellem centrifugalkraften og massetiltrækningen. Denne forskel skaber tidevandet. I punkterne på den halvdel af jordoverfladen, der vender mod Månen, hvor massetiltrækningskraften er større end centrifugalkraften, er tidevandskraften rettet mod denne; på den halvdel af Jorden, der vender væk fra Månen, hvor centrifugalkraften er større end massetiltrækningskraften, er tidevandskraften til gengæld rettet modsat. I begge tilfælde medfører dette højvande. I ligevægtstilstanden dannes altså to "vandpukler" på Jordens overflade. Disse drejer rundt om Jorden i samme takt, som Månen drejer rundt om Jorden, dvs. med en periode på 27,3 døgn. Men Jorden drejer også rundt om sin egen akse i løbet af 24 timer. I løbet af denne periode har Månen bevæget sig et lille stykke i sin bane om Jorden, hvorfor Jorden må dreje endnu et lille stykke for at komme i samme stilling i forhold til Månen. Denne yderligere drejning varer 50 minutter, således at den samlede periode bliver 24 timer og 50 minutter. Pga. Månens rotation om Jorden forekommer høj- og lavvande således ikke på samme tidspunkt på dagen, men med en tidsforskydning på 50 minutter fra dag til dag.
Ovenstående principielle beskrivelse af tidefeltet fra Månen kan direkte overføres på tidevandet forårsaget af Solen. Solens masse er væsentlig større end Månens, men dens større afstand bevirker, at Solens tidevandsbidrag kun er ca. halvdelen af Månens. Tidevandet er kraftigst, når Måne, Sol og Jord ligger på linje, idet højvandet hidrørende fra hhv. Måne og Sol da optræder på samme sted. Dette kaldes springflod og optræder ca. hver 14. dag, omtrent to dage efter nymåne og fuldmåne. Tilsvarende er tidevandet svagest omtrent to dage efter Månen er halv, idet højvande fra hhv. Måne og Sol da modvirker hinanden; dette kaldes nipflod.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.