Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dybhav

Oprindelige forfattere CHein og EBuch Seneste forfatter Redaktionen

Dybhav. Oceangrave med de største dybder og deres profillinjer.

Dybhav. Oceangrave med de største dybder og deres profillinjer.

dybhav, den del af oceanerne, der ligger uden for kontinentalskrænten. Det udgør hovedsagelig dybder, der er større end 4000 m. Dybhavet udgør arealmæssigt langt den største del af oceanerne, dog ligger kun 1 % under 6000 m. Mindanaodybet (11.524 m) i Filippinergraven er den største observerede dybde på Jorden. Topografien er meget varieret; her findes store flade sletter (abyssalsletter), sammenhængende bjergkæder og dybe dale.

Vandmasserne i dybhavet hidrører fra nedsynkningsprocesser ved polerne; hovedparten stammer fra Nordatlanten. Disse vandmasser har temperaturer mindre end 2 °C og saltholdigheder på 34,6-35,0 ‰.

De dybeste af disse dale, såkaldte dybhavsgrave, udgør smalle og ofte flere tusinde kilometer lange sænkninger i dybhavsbunden med relativt stejle sider. De er almindeligvis ca. 2 kilometer dybere end den øvrige oceanbund og ligger over konvergerende eller destruktive pladegrænser. De er dannet i forbindelse med, at én lithosfæreplade glider ned under en anden i de såkaldte subduktionszoner.

Annonce

Dybhavssedimenter

Dybhavssedimenter består enten af partikler, som er dalet ned fra de frie vandmasser, dvs. af pelagisk oprindelse, eller af materiale, som er rutschet ned fra højtliggende shelfområder, der er den yderste del af kontinentalsoklen. Kemisk afsatte sedimenter forekommer også.

Dybhav. Fordeling af sedimenter på bunden af dybhavene.

Dybhav. Fordeling af sedimenter på bunden af dybhavene.

De pelagiske sedimenter er alle meget finkornede. De består enten af små eller mikroskopiske skaller af planktoniske organismer eller af ler. De vigtigste biogene sedimenter er Globigerina-slam (skaller af kalkskallede foraminiferer), radiolar-slam (skaller af kiselskallede amøber), diatomé-slam (skaller af kiselskallede encellede alger) og pteropod-slam (skaller af vingesnegle). På dybder større end ca. 4500 m findes rødt dybhavsler, som består af ler; fravær af kalkskaller fra planktoniske organismer skyldes, at havvand på disse dybder er undermættet med calciumcarbonat, og at kalk derfor opløses her.

Dybhav. Søpølsen Oneirophanta mutabilis har lange rygtentakler og en dobbeltrække af tubefødder på bugsiden. Den er en af de almindeligste abyssale arter mellem 3200 og 6000 m dybde. Et måleapparat ses i forgrunden.

Dybhav. Søpølsen Oneirophanta mutabilis har lange rygtentakler og en dobbeltrække af tubefødder på bugsiden. Den er en af de almindeligste abyssale arter mellem 3200 og 6000 m dybde. Et måleapparat ses i forgrunden.

Sedimenter afsat af slam- eller turbiditstrømme består af sand, grus og sten, men store blokke kan forekomme. De stammer fra de relativt lavvandede shelfområder. Herfra transporteres de ned over kontinentalskråningen via større submarine kanalsystemer ud på dybhavssletten. Jordskælv sætter dem i bevægelse, og hastigheden i disse strømme kan komme op over 100 km/h. Det grovkornede materiale kan transporteres mere end 1000 km ud på sletten.

I forbindelse med udslip af opløste mineraler fra vulkanske zoner kan der på havbunden dannes mangannoduler, som er konkretioner rige på især jern og mangan. Der knytter sig store kommercielle interesser til disse noduler, og ejendomsretten er omdiskuteret.

Læs også om dybhavets biologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Heinberg, Erik Buch: dybhav i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=492389