Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordsøen (Historie)

Oprindelig forfatter PHolm Seneste forfatter PHolm

Menneskets udnyttelse af Nordsøen som sejlbart hav var og er begrænset af de stærke vinde og den lave havdybde, som skaber korte, men kraftige bølger. Især den jyske vestkyst er farlig, da den vestlige vind driver sejlskibe ind mod en lav kyst, som er vanskelig at sigte. Det antages derfor, at de tidlige nordsøfartøjer var ret fladbundede, så de kunne lande på den åbne kyst, til gengæld var de ikke egnede til at krydse det åbne vand.

Den første dokumenterede sejlads tværs over Nordsøen fandt sted i 793, da vikinger angreb klosteret Lindisfarne på Nordenglands kyst. Igennem middelalderen var der dog kun ringe trafik øst-vest over Nordsøen, idet sejladsen både i krig og fred i størst mulig udstrækning fulgte kysterne. I 1300-t. vides engelske fiskere at have deltaget i Øresundsfiskeriet ved Skanør, og Ribe eksporterede varer til England. Derimod var trafikken syd-nord stærk takket være tyske købmænds opkøb af fisk i Bergen og videresalg til Flandern. Hollandske fiskere krydsede også Nordsøen på den smalle sydlige del for at hente sild på den engelske kyst ved Great Yarmouth. I midten af 1200-t. lykkedes det for nederlandske fartøjer at sejle nord om Skagen og derved åbne Østersøhandelen, der hidtil overvejende var gået over land ved Jyllands rod.

I 1400-1500-t. blev Nordsø-Østersøfarten grundlaget for Nederlandenes storhedstid. Hollænderne udviklede deres Nordsøfiskeri til at omfatte operationer op til Shetland. Hollandsk import af træ og andre byggematerialer fra Østersøen blev suppleret med import fra Sydnorge. Nederlandenes dominerende økonomiske position og mangel på arbejdskraft skabte allerede i 1600-t. et arbejdsmarked omkring de nordlige og østlige kyster af Nordsøen. Tusindvis af norske, danske og tyske tjenestekarle og -piger søgte til Nederlandene. Hollandsk økonomisk dominans og arbejdsvandringerne betød, at hollandsk kultur blev spredt ud over NV-Europa, og der blev derfor store ligheder i materiel og åndelig kultur i landene omkring Nordsøen. Kontakterne øst-vest over Nordsøen var derimod beskedne. England havde rigelig arbejdskraft og behøvede ikke udenlandske arbejdsvandringer. Tre søkrige mellem England og Nederlandene 1652-54 og 1664-67 samt 1672-78 også mod Frankrig endte nærmest uafgjort, men takket være sin produktionsmæssige overlegenhed vandt England efter 1700 magten over Nordsøen og beherskede dermed i realiteten den europæiske fart på oceanerne. Under Napoleonskrigene blev den engelske sømagt brugt til at afspærre Kontinentaleuropa fra verdenshavene. Specielt for Danmark-Norge blev den engelske sømagt afgørende for tvillingerigets opløsning, da Danmark ikke var i stand til at opretholde kornforsyningerne til Norge, hvor der udbrød hungersnød. Efter denne erfaring slog Norge efter 1815 ind på en stærkt vestvendt handelspolitik.

Annonce

Den danske handel blev også domineret af England. I de første år efter Napoleonskrigene gik den engelske handel dog via mellemmænd i Hamburg. Fra ca. 1840 optog danske købmænd imidlertid en direkte søfart på England. Den vigtigste udførselshavn ved Nordsøen var Tønningen i Slesvig, og der var bestræbelser på at forbinde København direkte med denne havn via dampskib og jernbane. Den Første Slesvigske Krig 1848-50 satte dog en stopper for disse planer. Da Slesvig efter 1864 blev tysk, anlagdes Esbjerg Havn og den danske øst-vest-jernbane i et politisk forsøg på at rette Danmark mod Nordsøen og sikre den voksende danske landbrugsudførsel en velegnet havn. På lignende måde blev Nordjylland orienteret mod vest. Da sejlrenden ved Limfjordens vestlige åbning i Agger Tange blev udvidet og sejlbar efter 1840, voksede Limfjordsbyerne Lemvig, Struer, Skive og Thisted stærkt som følge af deres søfart over Nordsøen.

Set fra engelsk side mistede handelen over Nordsøen i 1800-t. betydning som følge af landets dominerende position i verdenshandelen; dog voksede engelsk trawlfiskeri meget hurtigt. Danske politikere protesterede mod engelsk fiskeri tæt under det danske søterritorium, men måtte i 1892 indgå en aftale om frit fiskeri uden for en tre-sømile grænse.

Den vanskelige sejlads omkring Skagen blev søgt undgået ved at anlægge Eiderkanalen i 1784 og siden Kielerkanalen 1887-95 fra Elbens munding til Kiel. Efter udvidelse 1907-14 til 11,3 m dybde var den tilstrækkelig til de fleste skibe i nordeuropæisk fart. Under 1. Verdenskrig blev Nordsøen i 1916 skueplads for verdens hidtil største søslag, Jyllandsslaget, der bekræftede den engelske overmagt på havene. Under 2. Verdenskrig var luftstyrkerne afgørende for magten over Nordsøtrafikken.

Færgefarten over Nordsøen, der var begyndt beskedent som et tilskud til de faste godsruter i 1800-t., voksede til en selvstændig trafik i 1900-t. Fra Esbjerg drev DFDS passagerfart med fire nyindsatte passagerskibe fra 1925. Da englandsbåden Parkeston, der som den eneste overlevede 2. Verdenskrig, blev indsat på Esbjerg igen i december 1945, blev begivenheden fejret i Danmark som et nationalt symbol på den genvundne frihed og en fremtid, der lå i en tæt samhandel med England og den engelsk-sprogede verden. I 1965 indsattes den første bilfærge, Winston Churchill, som et udtryk for den voksende masseturisme.

I økonomisk forstand fik Nordsøen igennem 1900-t. voksende betydning for Danmark. I takt med at engelske trawlere fortrak til arktiske farvande for at udnytte større forekomster, overtog danske vestkystfiskere fiskepladserne, og der blev anlagt nye havne i Skagen, Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn. Med Storbritanniens og Danmarks medlemskab af EF blev størstedelen af Nordsøen en del af EF's fiskeriområde. Fra 1983 gælder en fælles fiskeripolitik, som gennem kvoter og ophugning af dele af fiskeriflåden søger at reducere fangstbelastningen og skabe et bæredygtigt fiskeri i Nordsøen.

Holland opdagede allerede i 1950'erne store gasforekomster på Nordsøkysten, mens Norge og Storbritannien fandt store forekomster i 1960'erne og 1970'erne. De danske olie- og gasforekomster er mindre, men har dog fra 1992 gjort landet selvforsynende. De danske felters forsyningsbase er Esbjerg, mens den udvundne gas og olie føres i land gennem rør til Fredericia. De hidtil kendte forekomster af olie forventes at være færdigudnyttede omkring 2020, mens der menes at være gasreserver til omkring 2040.

Læs mere om Nordsøen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Holm: Nordsøen (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489362