Middelhavet (Historie)

Fra 1000-tallet begyndte en kristen modoffensiv mod islam, der nu var politisk splittet. De italienske byer, først Amalfi og Pisa, siden Venedig og Genova, erhvervede rigdom og magt som formidlere af søhandelen mellem øst og vest, og Pisa og Genova blev i stand til at erobre Sardinien og Korsika fra øernes islamiske herskere. På Den Iberiske Halvø pressede kristne fyrster fra nord islam tilbage, og Sicilien underlagdes efter mange års kampe normannerne fra 1091. Den byzantinske kejser ønskede gerne hjælp fra vest til generobringer i Lilleasien, og da titusinder af korsfarere fra hele Europa i 1097 strømmede gennem hans rige med Palæstina som mål, opildnet ikke kun af realpolitiske eller materielle interesser, men også af religiøs begejstring, tog udviklingen en ny retning. Politisk blev korsfarerstaterne aldrig af afgørende betydning, men de forbitrede stridigheder bidrog til skabelsen af en ny magtbalance i Middelhavet. De italienske handelsbyer, der i første omgang havde forholdt sig køligt til korstogstanken, fandt nye indtjeningsmuligheder i transporten af krigere, pilgrimme og forsyninger og i de handelsprivilegier, de indrømmedes. I 1204 rettedes det 4. korstog mod Det Byzantinske Rige, der blev delt mellem Venedig og de vestlige korsfarere. Med Genovas hjælp genoprettedes Det Byzantinske Rige atter i 1261, men det var varigt svækket og afhængigt af vestlige interesser. Omtrent samtidig forenedes Syrien og Egypten under mamlukkerne i et nyt stærkt islamisk rige, der i 1291 erobrede den sidste korsfarerbastion, Akko.

Korstogstiden oplevedes ikke uden grund af indbyggerne i det østlige Middelhav som en barbarinvasion fra et udkantområde. Kampene og korsfarerrigerne førte til et skærpet modsætningsforhold mellem religionerne, også mellem den østlige og den vestlige kristne kirke, men tillige til styrkede kulturelle kontakter, der øgede det europæiske markeds efterspørgsel efter luksusvarer som kostbare tekstiler, glas, sukker og krydderier, der kunne købes i det østlige Middelhav, eller som europæerne selv lærte at producere.

Korstogstiden blev således indledningen til en periode, hvor kontakten mellem folkene rundt om Middelhavet ikke kun mellem øst og vest, men også mellem Europa og Afrika varetoges af handelsbyerne, først og fremmest Venedig og Genova, men også af andre som Marseille og Barcelona. Fra ca. 1300 knyttedes Middelhavsområdet direkte ad søvejen til Nordeuropa, da først Genova, siden også Venedig begyndte at sende årlige galejflåder gennem Gibraltarstrædet til byerne Brugge, Southampton og Antwerpen ved Den Engelske Kanal. Under skiftende konjunkturer forblev Middelhavshandelen middelalderen igennem den største kilde til købmandsrigdom og Europas vigtigste kontakt med den ikke-europæiske verden.

Den nye stormagt ved det østlige Middelhav, Osmannerriget, der i 1453 endeligt erobrede Konstantinopel og 1517 indlemmede Mamlukkerriget, opbyggede sin egen krigsmarine, erobrede i 1522 Rhodos fra Johanniterordenen og udstrakte sit formelle herredømme over næsten hele den nordafrikanske kyst. Venedig bevarede dog sin plads som den vigtigste formidler af handelsforbindelser med Vesten, mens Spanien med erobringen af nogle støttepunkter i Nordafrika søgte at bevare kontrollen over det vestlige Middelhav. I 1570 gik Osmannerriget til angreb på den venetianske besiddelse Cypern, og på trods af at deres galejflåde led et knusende nederlag det følgende år mod en forenet venetiansk-spansk flåde ved Lepanto, satte osmannerne sig i besiddelse af øen.

De store opdagelser i 1400-tallet af den vestafrikanske kyst, af øerne i Atlanterhavet og af Amerika, der kulminerede med opdagelsen af søvejen til Asien i 1498, ændrede Middelhavets plads i verden. Fra at have været havet mellem den gamle verdens tre kontinenter, handelens og kulturernes korsvej, blev det nu kun en handelsvej og et handelsområde blandt mange andre. Ændringerne skete dog ikke fra den ene dag til den anden; endnu gennem hele 1500-tallet ankom de asiatiske krydderier fortsat til Europa ad de gamle karavaneveje, og mellemøstlige produkter som bomuld, silke og farvestoffer var fortsat efterspurgt i Europa. Venedig bevarede længe sin ledende position i denne handel, men fra de sidste årtier i 1500-tallet fik man alvorlig konkurrence af franske, hollandske og engelske købmænd; Middelhavet var ved at blive inddraget i den verdensøkonomi, der med centrum i Den Engelske Kanal var under opbygning, og de armerede nordeuropæiske skibe var bedre end de venetianske galejer i stand til at forsvare sig mod den kaperfart, der især efter 1600 blev et vigtigt erhverv i nordafrikanske byer som Tunis og Algier.

Middelhavet blev også inddraget i den lange magtkamp mellem de vesteuropæiske flådemagter, Holland, England og Frankrig, der udspillede sig i 1600-1700-tallet, men med støtte i sin flådebase i Gibraltar, der erobredes fra Spanien i 1704, var England næsten altid i stand til at opretholde sit søherredømme her som andre steder helt frem til 1900-tallet. Den alvorligste udfordring kom fra Frankrig under Revolutionskrigene, da den franske flåde i 1798 satte Napoleon 1. i stand til at erobre Malta og Egypten. Nelsons sejr over den franske flåde ved Abu Qir-bugten samme år og erobringen af Malta i 1800 vendte dog atter magtbalancen i Middelhavet til Storbritanniens fordel. For Storbritannien var det strategiske mål imidlertid beherskelsen af den hurtigste rute til Indien over Sueztangen, der allerede før kanalåbningen i 1869 havde gjort det muligt at overføre post og tropper fra England til Indien på seks uger mod før mindst fire måneder. I 1875 overtog England kontrollen med Suezkanalen, og i 1882 blev Egypten et britisk protektorat. Selve Middelhavsområdet prægedes i 1800-tallet dog langt stærkere af den franske ekspansion i Algeriet (fra 1830) og Tunesien (1881) og den italienske i Libyen (1911).

Under 2. Verdenskrig blev Middelhavet atter en afgørende krigsskueplads. Efter Tysklands erobring af Frankrig og Italiens indtræden på tysk side i 1940 stod Storbritannien isoleret; forbindelsen mellem flådebaserne i Gibraltar, på Malta og i Alexandria var næsten brudt, og Suezkanalen truet. Det nordafrikanske felttog prioriteredes højere af de allierede end en invasion på det europæiske kontinent, og i maj 1943 var hele den nordafrikanske kyst fra Egypten til Marokko under britisk, amerikansk og fri fransk kontrol.

Langt mere afgørende for Middelhavsområdet blev årtierne efter 2. Verdenskrig, idet den århundredlange europæiske dominans blev brudt. Libyen blev uafhængigt i 1951, Egypten frigjorde sig fra det britiske protektorat i 1952, Tunesien blev uafhængigt i 1956 og Algeriet i 1962. Et forgæves britisk-fransk forsøg på at forhindre Egyptens nationalisering af Suezkanalen i 1956 understregede kun dekolonialiseringens uundgåelighed.

• Middelhavet