• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Middelhavet

Oprindelige forfattere EBuch, HFri og OBii Seneste forfatter Redaktionen

Middelhavet.

Middelhavet.

Middelhavet, bihav til Atlanterhavet mellem Europa, Afrika og Asien. Det ca. 2,5 mio. km2 store farvand inddeles i Det Baleariske, Det Liguriske og Det Tyrrhenske Hav, Adriaterhavet samt Det Joniske og Det Ægæiske Hav og Levantierhavet.

Middeldybden er 1500 m; den største dybde (5100 m) findes i Den Hellenske Grav, en smal kløft sydvest for Grækenland. En tærskel i 400 m dybde mellem Sicilien og Nordafrika deler Middelhavet i et vestligt og et østligt bassin, der begge når ned i 3000-4000 m dybde og med stejle skråninger grænser op til smalle fladvandsområder. Forbindelsen til Atlanterhavet går gennem Gibraltarstrædet, hvor tærskeldybden er 320 m.

Middelhavets søfartsruter var afgørende for samfærdslen inden for en række kulturer og imperier, og der er slående kulturelle fællestræk mellem store områder omkring Middelhavet.

Annonce

Topografi og klima

Korsika og Sardinien opdeler det vestlige bassin i to dele; ligeledes opdeler den sydlige del af Balkanhalvøen det østlige bassin. I Middelhavets nordlige dele ligger adskillige større øer og øgrupper. Stejlkyster er overalt hyppige, og mange af kystsletterne er smalle. Nilen, Rhône og Po opbygger store deltaer. Klimaet præges af skiftet mellem lange, varme og tørre somre og vintre med regn som følge af lavtrykspassager vestfra. Middelhavets stærke opdeling og bjergrige omgivelser er årsag til store lokale klimaforskelle.

Oceanografi

Temperatur- og saltholdighedsforholdene og dermed cirkulationen i Middelhavet er domineret af, at fordampningen fra havoverfladen er væsentlig større end summen af nedbøren og tilførslen af ferskvand fra land. Den fordampede vandmængde erstattes ved indstrømning af overfladevand fra Atlanterhavet, hvilket bevirker, at overfladestrømmen i Middelhavet generelt er rettet fra vest mod øst med sidegrene ud til eksempelvis Det Tyrrhenske Hav og Adriaterhavet.

Stranden Li Cossi, Sardinien.

Stranden Li Cossi, Sardinien.

Bortset fra i Gibraltarstrædet og ved Tunesiens kyst samt i Adriaterhavet er forskellen på høj- og lavvande (tidevandsstørrelsen) generelt mindre end 30 cm. Tidevand giver dog visse steder stærk strøm; fx kan der forekomme malstrøm og strømhastigheder på op til 2 m/s i Messinastrædet.

Den høje fordampning bevirker også, at overfladesaltholdigheden er meget høj, varierende mellem 36,3 ‰ ved Gibraltar og 39,1 ‰ i den østlige del. Overfladetemperaturen er 16-17 °C om vinteren og 25-28 °C om sommeren. Foruden dette overfladelag opdeles vandmasserne i et mellemlag og et dybhavslag. Forøgelsen af overfladevandets saltholdighed fra vest mod øst forårsager en stigning i vandets massefylde, hvilket bevirker en nedsynkning (konvektion) af vandet. Vandet i mellemlaget kaldes også Det Levantiske Mellemvand, fordi det hovedsagelig dannes ved Tyrkiets sydkyst (Levantierhavet). Dette vand, som er karakteriseret ved en temperatur på 15 °C og en saltholdighed på 39,1 ‰, strømmer i dybdeintervallet 200-600 m mod vest langs Nordafrikas kyst og fortsætter gennem Gibraltarstrædet ud i Atlanterhavet, hvor det grundet sin høje saltholdighed synker ned til en dybde på 1000-1200 m. Vandet i dybhavslaget dannes ved nedsynkning forårsaget af afkøling om vinteren. De vigtigste nedsynkningsområder er ved Den Franske Riviera og i Adriaterhavet. Dybvandet er karakteriseret ved temperaturer på 12,6-13,3 °C og saltholdigheder på 38,4-38,65 ‰.

Den geologiske udvikling

Middelhavets geologiske udvikling. 1] Begyndelsen af Jura, da kontinenterne var samlet i et superkontinent, Pangæa. Tethyshavet strakte sig som en kile ind i Pangæa, og langs Eurasiens sydkyst dannedes ved subduktion de tidlige alpine foldebjerge. 2) Begyndelsen af Kridt, da Den Afrikanske og Den Sydamerikanske Plade blev adskilt ved åbningen af Atlanterhavet, og Afrika ved en svingende bevægelse klemte Tethyshavet mere og mere sammen. Den nordvestlige del af Tethyshavets bund blev foldet op i Alperne samtidig med, at den østlige del gled ned under Den Eurasiske Plade med dannelsen af de alpine foldekæder på Balkan og i Mellemøsten. 3) Begyndelsen af Tertiær, da Tethyshavet næsten var lukket. 4) Slutningen af Tertiær, da ny havbund ved back arc-åbninger dannedes i forbindelse med den intense sammenskydning af Sydeuropa under dannelsen af Appenninerne i Italien og Dinariderne og Helleniderne på Balkan. Den sidste rest af Tethyshavets bund er gledet ned under Kreta og Cypern. Det Joniske Havs bund består af den indsunkne sokkel af det afrikanske kontinent. 5) Middelhavet i dag. Under den vestlige del er der dannet ny oceanbund pga. oceanbundsspredning gennem de seneste 24 mio. år; denne er i de seneste 3-4 mio. år sunket ind til abyssale dybder. Under Adriaterhavet befinder sig et overskyllet mikrokontinent (Adria), mens bunden i den østlige del udgøres af den afrikanske kontinentsokkel, som er indsunket til 3000-4000 m dybde.

Middelhavets geologiske udvikling. 1] Begyndelsen af Jura, da kontinenterne var samlet i et superkontinent, Pangæa. Tethyshavet strakte sig som en kile ind i Pangæa, og langs Eurasiens sydkyst dannedes ved subduktion de tidlige alpine foldebjerge. 2) Begyndelsen af Kridt, da Den Afrikanske og Den Sydamerikanske Plade blev adskilt ved åbningen af Atlanterhavet, og Afrika ved en svingende bevægelse klemte Tethyshavet mere og mere sammen. Den nordvestlige del af Tethyshavets bund blev foldet op i Alperne samtidig med, at den østlige del gled ned under Den Eurasiske Plade med dannelsen af de alpine foldekæder på Balkan og i Mellemøsten. 3) Begyndelsen af Tertiær, da Tethyshavet næsten var lukket. 4) Slutningen af Tertiær, da ny havbund ved back arc-åbninger dannedes i forbindelse med den intense sammenskydning af Sydeuropa under dannelsen af Appenninerne i Italien og Dinariderne og Helleniderne på Balkan. Den sidste rest af Tethyshavets bund er gledet ned under Kreta og Cypern. Det Joniske Havs bund består af den indsunkne sokkel af det afrikanske kontinent. 5) Middelhavet i dag. Under den vestlige del er der dannet ny oceanbund pga. oceanbundsspredning gennem de seneste 24 mio. år; denne er i de seneste 3-4 mio. år sunket ind til abyssale dybder. Under Adriaterhavet befinder sig et overskyllet mikrokontinent (Adria), mens bunden i den østlige del udgøres af den afrikanske kontinentsokkel, som er indsunket til 3000-4000 m dybde.

Middelhavet opfattes ofte som en sidste rest af Tethyshavet. I virkeligheden er Tethyshavets bund ved kollisionen mellem Den Afrikanske Plade, mikropladen Adria og Den Eurasiske Plade gennem de sidste ca. 24 mio. år foldet op i de alpine foldebjerge i Middelhavsområdet eller gledet ned under Den Eurasiske Plade ved subduktion.

Efter opsplitningen af superkontinentet i Tidlig Jura for ca. 190 mio. år siden bevægede Afrika sig i forhold til Sydamerika i en roterende bevægelse mod vest. Derved opstod en kollision mellem Den Afrikanske og Den Eurasiske Plade med dannelsen af et omfattende kompleks af foldebjerge, der fra Middelhavsregionen strækker sig ind i SØ-Asien. Kollisionen mellem Afrika og Europa udgør en del af den verdensomfattende alpine foldning og har bl.a. skabt foldebjergene Atlasbjergene, Alperne, Appenninerne, Dinariderne og Pindosbjergene. I forbindelse med bevægelserne opstod ved back arc-åbning, dvs. åbning bag en opfoldning, ny oceanbund, i dag Det Liguriske og Det Tyrrhenske Hav.

Som et resultat af den fortsatte kollision foregår der stadig i dag inden for Middelhavsområdet differentielle bevægelser mellem mindre fragmenter af lithosfærepladerne. Det komplicerede mønster af pladeforskydninger og tilhørende underskydningszoner giver megen tektonisk uro med kraftige, ødelæggende jordskælv i dele af Middelhavsområdet samt betydelig vulkansk aktivitet: Vesuv, Etna, De Lipariske Øer og Santorini.

Mod slutningen af Miocæn for ca. 5 mio. år siden blev Middelhavets eneste forbindelse med det åbne hav mod vest blokeret pga. den fortsatte bevægelse mellem Afrika og Den Eurasiske Plade. Blokeringen ved Gibraltar var så effektiv, og fordampningen i området så kraftig, at Middelhavet næsten helt udtørrede. I 1 mio. år var der begrænset tilstrømning af frisk havvand over tærsklen ved Gibraltarstrædet, og der blev udfældet ca. 2000 m salt i de dybeste dele. Samtidig eroderede de store floder Rhône og Nilen pga. den lave vandstand dybe slugter (canyons) i randen; disse er siden fyldt op af yngre sedimenter.

For ca. 4 mio. år siden i Tidlig Pliocæn blev den massive kalkstensbarriere i Gibraltarstrædet gennembrudt, og Middelhavet blev vandfyldt på ny til samme niveau som verdenshavene. Den nuværende tærskel er dyb nok til at sikre en tilstrækkelig vandudskiftning og derved forhindre udfældning af salte. Selv under Kvartærtidens maksimale isudbredelse, hvor det globale havniveau har været ca. 130 m lavere end nutidens pga. de store mængder vand, der var bundet i kontinentale iskapper, har vandudvekslingen været tilstrækkelig til, at der ikke blev udfældet salte.

Middelhavets nuværende store havdybde skyldes en kraftig indsynkning af bassinerne i det østlige og vestlige Middelhav på begge sider af Sicilien, som er en del af det afrikanske kontinent. Se også pladetektonik.

Resurser

Middelhavet. Krydstogtskib og i baggrunden et lokalt passagerskib ved Santorini i Det Ægæiske Hav. Krydstogtturisme i Middelhavet er stigende; det er den seneste udvikling i Middelhavsregionens lange historie som turistområde, der har fordel af et ofte behageligt klima og en rigdom på kulturmindesmærker. Den voksende charterturisme efter 1950'erne har skabt økonomisk fremgang til kystområder, der tidligere var økonomisk tilbagestående. Fotografi fra 1998.

Middelhavet. Krydstogtskib og i baggrunden et lokalt passagerskib ved Santorini i Det Ægæiske Hav. Krydstogtturisme i Middelhavet er stigende; det er den seneste udvikling i Middelhavsregionens lange historie som turistområde, der har fordel af et ofte behageligt klima og en rigdom på kulturmindesmærker. Den voksende charterturisme efter 1950'erne har skabt økonomisk fremgang til kystområder, der tidligere var økonomisk tilbagestående. Fotografi fra 1998.

Fiskeri spiller en stor rolle i hele Middelhavet, og i regionen er der traditionelt betalt høje priser for fisk. Dette medfører, at mange arter trues af overfiskeri. Af de ca. 500 fiskearter udnyttes i dag ca. 120 kommercielt. Der fanges især sardin, ansjos, tun og sværdfisk, men fiskemarkederne bugner også af diverse bundfisk, krebsdyr og muslinger.

Ved inddampning har man siden oldtiden indvundet havsalt; desuden indvindes i dag brom og magnesium. Olie og gas produceres ud for Nilmundingen og i Det Joniske og Det Ægæiske Hav. Fra felter i det nordlige Adriaterhav produceres gas.

Middelhavsområdet

Ligheder Middelhavet rundt og forskelle fra det tempererede Europa og det mellemste Afrika berettiger talen om en mediterran region eller en Middelhavsregion. Bygninger, byplaner, vandingsanlæg, dyrkningsmetoder og indførte kulturplanter fortæller om en lang fælles historie og om, hvordan befolkningen har indrettet sig i et subtropisk vinterregnsklima, hvor terrænet præges af stærk erosion, og skovene gennem århundrederne er blevet reduceret til maki og steppe.

1900-t.s masseturisme blev en meget betydelig indtægtskilde, men har også betydet, at lange kyststrækninger pga. hotelbyggerier og andre turistfaciliteter er blevet endnu mere ensartede.

Middelhavet har fortsat geopolitisk betydning, fx som søvejen mellem Europa og Nordafrika og som transportrute til Europa og USA for den olie, der produceres i områderne fra Egypten til Kasakhstan. Også de store havnebyer som Marseille, Genova, Trieste og İzmir er internationalt vigtige.

Læs mere om Middelhavet i underemnerne herunder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Buch, Henrik Friis, Ove Biilmann: Middelhavet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489380